Blue Lola
Maskiner: PC, mobil
Genre: Headset
Stjerner: ***** (5/6)

I Skandinavien kender vi kun ’Blue’ fra de meget populære mikrofoner, der nærmest er standard-mikrofonen hos de fleste seriøse streamere. Blue har dog også lavet nogle enkelte headsets tidligere, og her kommer deres reelle satsning på området, nemlig ’Lola’.

Allerede ved første øjekast adskiller Lola sig fra andre headsets. Det har en smart kroget udformning, som ser ret sejt ud. Dernæst leder vi også efter mikrofonen, men der må vi lede forgæves. Lola kommer nemlig kun med to lydkabler på henholdsvis 1,2 m. og 3 m. med kontrolknap til Iphone og Ipad. Blue regner tydeligvis med, at alle i forvejen har deres mikrofon på bordet og det har de fleste kunder i målgruppen til Lola sikkert også.

Når man ser Lola er det tydeligt at vi har et design der skiller sig ud. Lola sidder perfekt på hovedet og har en let bøjle og nogle meget komfortable ’bøffer’ med en rigtig god pasform. Blue ved godt, at deres målgruppe er gamere, der sidder med deres produkter meget længe ad gangen og derfor er netop komforten selvfølgelig i højsædet.

Blue’s varemærke til Lola er to 50 mm. Drivere, der er med til at sikre en eminent lydkvalitet. Vi var især imponerede over hvor godt Lola fungerer både med musik og gaming. Ofte er det svært at få et headset til at præstere optimalt på begge dele, men det er ikke noget problem for Lola. Faktisk er det bedste ord til at beskrive det samlede lydbillede, harmoni. Alting virker gennemført og man er aldrig i tvivl om, at du får serveret en optimal lyd, hvor harmonien virker som det rette udtryk.

Når man sidder med flere af Blues produkter på bordet, undgår man ikke at ville undersøge hvordan de supplerer hinanden. Plugger man Lola i bunden på Yeti-mikrofonen får man sin egen stemme serveret i headset’et og det giver dig en rigtig god mulighed for at justere lydniveauet på det, du vil streame. En god detalje og blot en af de mange detaljer, men opdager undervejs.

En sidste god, men absolut vigtig detalje er, at Lola kommer med en smart bæretaske. En lille gedigen taske, vi i første omgang faktisk ikke troede var til at bære headset’et i, da det er småt, men det smyger sig omkring produktet, så ikke en millimeter går til spilde.

Der er ingen tvivl om, at Lola er et kvalitetsprodukt, der fokuserer på andre områder, end mange af konkurrenternes. Dejligt at et produkt forsøger at være ’sin egen’, men netop Bloe er firmaet der kan tillade sig at gå egne veje, med deres nærmest kultstatus på mikrofonmarkedet. Lola er kun med til at styrke et stærkt varemærke.

Prisen på omkring 2000 kr bliver givetvis sekundært for målgruppen til Lola, for selvom det er en meget høj pris, har vi med en målgruppe at gøre, hvor man gerne betaler for ekstra kvalitet. I vores vurdering er vi dog nødt til at se på, at prisen er næsten dobbelt så høj som mange af konkurrenterne og selvom ingen andre produkter er direkte sammenlignelige med Lola, er vi nødt til at trække den sidste stjerne i vores karaktergivning, så vi ender på 5/6.