Han ved det ikke selv, men til trods for Talions tragiske familietab, efterfølgende endeløse sorg og slutteligt egen død føles fortællingen i Middle-Earth: Shadow of Mordor pinefuld uimponerende og ligegyldig. Nok foregår eventyret i Tolkiens omsiggribende og fascinerende fantasy-univers – og du kan snildt krydse adskillige af eventyrklicheerne af på listen, for dem opfylder Monolith til fulde – men alligevel føles Shadow of Mordor mere som et favntag med nutidens spiludvikling end en solid og spændende fortolkning af Tolkiens originale værker sat til virtuelle dyder.
 
I Shadow of Morder bestemmer du selv tempoet og historien. Hovedmålet er naturligvis stadig at stå ansigt til ansigt med den person, der sendte hele din familie til det hinsides, men da du ikke er underlagt en tidsgrænse, bestemmer du selv, hvor mange sidehistorier og småjobs du har lyst til at involvere dig i, før du igen tager kontrollen over dit hævntogt.

Læs også: På date med mikrokonsollen Ouya

Talions mirakuløse genoplivning sker, da hans sjæl sammensmeltes med elveren Celebrimbor, hvilket er forklaringen på, at han har kræfter ud over det sædvanlige. Fra Rocksteadys fabelagtige Batman-serie låner spilstudiet røntgensynet til at repræsentere Talions måde at se åndeverdenens hemmeligheder på, og fra Assassin's Creed trækkes evnen til - i bedste parkourstil - at kravle på stort set alt, snige dig af sted, låse op for udkigsposter, der så igen låser op for nye dele af landkortet og rejser mellem selvsamme.
 
Næsten alle aspekter af Shadow of Mordor er lånt fra et eller andet sted, men det er svært at slå ned på, når det hele er så velfungerende og engagerende. Desuden overskygger ingen af de lånte delelementer for studiets egne landvindinger og løsninger – og det er i sidste ende dem, der definerer spillet og hæver det over flere af sine inspirationskilder.

Læs resten af anmeldelsen her