I går viste Microsoft endnu mere frem af Windows 10 – denne gang med fokus på, hvordan det nye styresystem kommer til at køre på mobiler og tablet.

Microsofts vision for Windows 10 er nemlig, at det skal køre fuldstændig gnidningsfrit på tværs af enheder, hvad enten det er computere, mobiler, tablets, Xbox og hvad de ellers måtte komme med i fremtiden.

Umiddelbart ligner Windows 10 det nuværende Windows med samme startskærm med de såkaldte Live Tiles.

For at skabe fuldstændig samhørighed mellem alle typer produkter med Windows 10, så opererer Microsoft også med det, de kalder for ‘universal apps’, apps, hvor udviklerne kun skal udvikle en app én gang og så kan den køre på computer, tablet, mobil og Xbox.

Ved præsentationen af Windows 10 i går kunne Microsoft ikke vise, hvordan det fungerede med 3. parts-apps, altså apps udviklet af uafhængige udviklere, men de demonstrerede hvordan deres egne Office-apps fungerede gnidningsfrit på tværs af enheder.

Se også: Masser af billeder af Windows 10.

Samtidig har Microsoft også arbejdet hårdt med optimal synkronisering på tværs af enheder. Aktiverer eller deaktiverer man en funktion på den ene enhed, så sker det samme på alle ens andre enheder. Det må dog fremstå som en mulighed, man kan benytte sig af og forhåbentlig ikke som et obligatorisk setup for bare fordi man ønsker lydløs på den ene enhed, betyder det ikke, at man også nødvendigvis ønsker lydløs på andre enheder.

Cortana, der er Microsofts virtuelle butler a la Apples Siri og Google Now fik også plads ved Windows 10 demonstrationen. Den har hidtil fungeret på mobiler med Windows Phone og nu kommer turen så også til computere med Windows 10.

Man vil kunne bruge stemmen til for eksempel at starte et Skype-opkald, høre vejrudsigten eller tilføje noget til kalenderen. Ind til videre virker Cortana dog ikke på dansk.

Microsoft har også annonceret en ny webbrowser, der går under kodenavnet Project Spartan.

Læs meget mere om mange andre nye funktioner i Windows 10 – her kan du også se, hvordan du kan få styresystemet gratis.