Microsoft lancerer socialt netværk
Kun få dage efter Facebooks børsnotering, har Microsoft valgt at søsætte sit eget sociale netværk
Kun få dage efter Facebooks børsnotering, har Microsoft valgt at søsætte sit eget sociale netværk
Der var rygter om det allerede sidste år - men søndag gik det officielt i luften: IT-giganten Microsofts sociale netværk, so.cl.
Det sker blot få dage efter Facebooks rekordstore børsnotering fredag, hvor Microsoft i øvrigt selv tjente kassen som ejer af 1,8 procent af Facebook.
Da Microsofts planer om so.cl slap ud sidste år, hed det sig, at det var et netværk, der var særlig tiltænkt uddannelsessektoren, hvor omdrejningspunktet skulle være deling af viden, billeder og andet indhold.
Nu har offentligheden så fået adgang - og det første indtryk er, at so.cl har lånt mange elementer fra Google og Twitter. Således kan man følge og blive fulgt af andre so.cl-brugere. Når man opretter sig første gang - hvilket kan ske via en Facebook- eller Windows Live-konto, får man mulighed for at følge forskellige emner og brugere, og Microsoft ser også ud til at eksperimentere med videochat, ganske som Google gør med sine hangouts på Google+.
Rigeligt at vælge mellem
Dermed er der efterhånden rigeligt at vælge mellem, hvis man er tændt på at socialisere på nettet - både Facebook, Twitter, LinkedIN, Google+, So.cl og det for tiden meget trendy netværk, Pinterest, tilbyder hver deres ambitiøse bud på netværk til fremtidens sociale netbruger. Eneste IT-gigant, der mangler på listen er Apple, der dog rygtes på vej med en opdatering af iCloud-tjenesten, som vil rumme visse billededlingsfunktioner.
Microsoft kæmper i denne tid gevaldigt for at vinde indpas med Windows Phone 7, der fortsat har en ubetydelig markedsandel på smartphonemarkedet, og senere på året vil Microsoft forsøge at yde Apple konkurrence, når selskabet lancerer sit Windows 8-system, der også virker på tavlecomputere. Samtidig forsøger Microsoft fortsat at få pumpet søgemaskinen Bing op til at blive en værdig Google-konkurrent. Bing er således standardvalget af søgemaskine i både Microsofts mobil-software og på so.cl.
So.cl er gratis at oprette sig på - og virker også for danskere.