Den lille blågrønne mand i din proceslinje bliver snart sendt i graven, og så må du ellers i gang med at hente IP-telefoniprogrammet Skype, hvis du fortsat vil chatte med dine venner. Til foråret sender Microsoft nemlig Messenger-klienten på pension. Den blågrønne mand når dermed godt 13 år på arbejdsmarkedet - hvilket er usædvanligt lang tid i den teknologiske verden. Nu er Messenger imidlertid blevet overflødiggjort af danskudviklede Skype, som Microsoft købte sidste år.

IP-telefonitjenesten rummer en ganske udbygget chatklient, og Microsoft har gjort det let for brugerne af Messenger at fusionere de to tjenester. Henter man Skype, kan man logge ind med sit Windows Live-ID, der også bruges til Messenger -og herefter bliver man guidet gennem en proces, hvor man får mulighed for at knytte sin Skypekonto sammen med de venner, man har på Messenger.

B.dk testede det i går og kan melde om, at processen er både let og smertefri, omend det kræver lidt tilvænning.

Microsoft arbejder på at integrere Skype i et væld af forskellige tjenester, også selskabets eget mobilsoftware - og mens Skype fortsat er uhyre populært til både lyd- og videosamtaler, har Messenger de senere år været udfordret gevaldigt af tjenester som Google Chat, iChat og måske især Facebooks chatfunktion. Dertil kommer alle dem, der er holdt helt op med at chatte på gammeldagsvis, men nu i stedet bare bruger Facebook eller Twitter til samtaler.

Microsoft angiver selv, at over 100 mio. brugere stadig chatter via Messenger. For godt et år siden blev brugertallet estimeret til over 330 mio. aktive brugere mod blot 170 mio. hos Skype.

Hvis man allerede vil hoppe med på Skype-vognen nu, har Skype skrevet en engelsksproget guide, der kan findes her.