Ifølge flere amerikanske Xbox One-ejere - der er testpersoner i et nyt Microsoft-tiltag kaldet Free Play Day - så barsler selskabet med en helt ny funktion, der gør det muligt for Xbox Live Gold-abonnenter at hente og spille Xbox One-spil helt gratis i op til 24 timer.

I første omgang har det været det danskproducerede platform- og gådespil Max: The Curse of Brotherhood (fra københavnske Press Play), der er blevet tilbudt til en udvalgt skare af testpersoner, men når Microsoft (forhåbentlig) gør funktionen tilgængelig for alle, forventes det også at udbuddet af spil stiger betragteligt i de kommende måneder.

Læs også: The Last of Us runder seks millioner solgte spil

Games with Gold, der giver alle Xbox Live Gold-medlemmer muligheden for at hente to spil gratis hver måned (henholdsvis d. 1. og 16.), har længe været en stor succes for Microsoft, og hvis selskabet vælger at rulle Free Play Day ud til selvsamme abonnenter, er der en endnu større grund til at spendere ca. 550 kroner om året på et fuldgyldigt medlemskab.

Microsoft besluttede sig sidste sommer for at gøre Games with Gold-tiltaget til et permanent tilbud, da selskabet oplevede en stor interesse for at hente gratis spil. Dengang offentliggjorde Microsoft tal, der viste af forbrugerne tilsammen havde brugt mere end 120 millioner timer på at spille sig igennem gratisspil som Fable III, Assassin's Creed III og Dead Rising 2.

På Xbox 360 kan Gold-abonnenter i øjeblikket hente action- og snigespillet Dishonered, mens Xbox One-ejere har fornøjelsen af en tur på en drageryg i Crimson Dragon.