I sidste uge blev det annonceret, at det femte spil i Skylanders-serien udkommer d. 20 september. I god tid op til julesalget, ligesom de tidligere versioner har gjort. Det nye spil fortsætter i en helt ny retning, da der bliver 20 fartøjer at spille med. En helt ny mulighed for de populære figurer.

Det nye spil hedder Skylanders: Superchargers. I hver af de tidligere udgivelser, har serien taget en helt ny unik retning. I ’Giants’ fik vi kæmpestore Skylanders. I ’Swap Force’ fik vi figurer, der kunne bytte overkrop. I Trap Team fik vi særskilte fælder, så man kunne putte modstanderne i fængsel og i Superchargers får vi køretøjer. Der er endnu ikke afsløret alle detaljer om gameplayet, men det forlyder at ca. 50% af spillet skal gennemføres med et fartøj.

Til lands, til vands…

De nye fartøjer kommer både til at bringe os i luften, på landjord, på vandet og sågar under vandet. Til hvert fartøj hører der en speciel figur, der, når man parrer figur og fartøj, bliver ’super-opladet’ og dermed super hurtig. Som altid vil der komme en ’start-pakke’, der indeholder figur og fartøj og en helt ny portal, der skal bruges til spillet. Alle de tidligere udgivne figurer til Skylanders, kan også bruges i Superchargers.

Årets legetøj

Siden det første Skylanders spil udkom for 5 år siden, har Skylanders-figurer været det bedst sælgende legetøj i hele verden. Firmaet bag spillet, Activision, har været ekstrem gode til, at sende nye figurer på markedet i en lind strøm, så der er omkring 50 forskellige figurer til hvert spil. Den helt store fordel ved figurerne er, at de både kan bruges i spillet, men også som legetøjsfigurer, man kan lege med ’offline’. Hvor vigtig den del er, viser Activision ved f.eks. at bilerne til Superchargers bliver med ’rigtige’ hjul, så bilerne kan køre på et gulv og altså bruges til leg også.

Populære samleobjekter

Skylanders figurerne er også blevet populære samleobjekter overalt i verden. Der er udkommet næsten 300 forskellige og nogle af dem, er kun udgivet i små oplag. Der er kommet specielle udgaver af figurer, der kun har kunnet erhverves ved forskellige spil-messer, mens andre figurer aldrig har været til salg, men kun brugt som præmier i konkurrencer i diverse lande. Det er derfor ikke usædvanligt, at finde en Skylanders-figur til et par tusinde kroner på diverse auktioner. Til Superchargers vil der også komme helt specielle versioner af nogle af bilerne, som vil blive særdeles eftertragtede.

Klik her for at se en præsentations video med Superchargers.

Klik her for at komme til den danske Skylanders-side.