Skylock er en soldrevet cykellås med smartphone-tilslutning og indbygget accelerometer, der holder øje med, om din cykel er ved at blive stjålet.

Velo Labs er på vej med godt nyt til alle de mange cyklister, som har svært ved at huske, hvor de sidst lagde nøglerne til jernhesten. En ny nøglefri cykellås kaldet Skylock kan snart blive sat i produktion - eneste krav er, at projektet modtager ca. 300.000 i crowdfunding.

Cykellåsen er en bøjlelås med et ordentligt twist, for låsemekanismen er via bluetooth eller Wi-Fi koblet til en app på din smartphone, som du også skal bruge til at åbne låsen med. Det gør du enten med et enkelt tryk eller ved at indstille låsen til automatisk at åbne, når du er inden for få meter af cyklen. Samtidig kan du via app’en dele den virtuelle nøgle til din lås og på den måde give andre lov til at låne din cykel.

Udover det intelligente låsesystem er der også en indbygget accelerometer, der registrerer, om din cykel bliver flyttet på. Det sender Skylock straks en meddelelse til din telefon om, så du fx har mulighed for at forhindre din cykel i at blive stjålet.

Batterier behøver du ikke at købe, for låsen har indbyggede solceller, der konstant sørger for, at det indbyggede batteri ikke bliver drænet for strøm. Skylock kan dog ikke forhindre din smartphone i at løbe tør for energi, men der har Velo Labs sørget for at udstyre Skylock med en kodelås til nødstilfælde.

Velo Labs håber at kunne sælge låsen fra udgangen af 2014, og prisen for den intelligente lås bliver ca. 1.400 kroner.

Du kan se en video af, hvordan låsen virker her