Twitter, Facebook og Pinterest får flere mennesker til at føle sig alene, hævder amerikanske psykologer.

En rapport viser nemlig, at mere end to timers dagligt brug af sociale medier fordobler chancen for, at en person føler social isolation. Det skriver det britske medie BBC.

Undersøgelsen så også på dem, der bruger Instagram, Snapchat og Tumblr.

»Vi ved endnu ikke, hvad der kom først. Om det var brugen af sociale medier eller opfattelsen af social isolation,« siger medforfatteren Elizabeth Miller til rapporten.

»Det er muligt, at unge ville have følt sig ensomme, selv om der ikke fandtes sociale medier. Men det kan også skyldes, at det øgede forbrug af sociale medier isolerer de unge fra omverdenen, og de derfor føler sig ensomme.«

Teorier i rapporten tyder på, at jo mere tid en person tilbringer online, jo mindre tid har de til relationer i den virkelige verden.

Ensomheden kan også skyldes, at især unge kan føle sig udelukket fra fællesskabet, når de ser billeder af venner fra en begivenhed, de ikke er inviteret til.

Undersøgelsen bygger på et spørgeskema sendt ud til knap 2.000 i alderen 19-32 år.