'Køb og sælg', 'gratis ting', 'lejebolig i København'.

Rigtig mange danskere bruger i dag Facebook som en online markedsplads. Det flyder med forskellige grupper med navne som oven over, hvor det er muligt at købe og sælge forskellige ting og sager i forskellige områder.

Nu laver Facebook sin egen portal på sit sociale medie, der har til formål at gøre netop køb og salg af brugte ting lettere. Det skriver Facebook i en pressemeddelelse.

Facebook kalder projektet for 'Marketplace' (markedsplads, red.), og bliver en selvstændig feature på Facebooks platform, som du kan tilgå med et enkelt klik fra din smartphone, tablet eller computer.

På Facebook-markedspladsen vil det være muligt at afgrænse sine søgninger på forskellige varer ved hjælp af pris eller afstand. Herfra kan man så kontakte sælgeren med en privat besked, hvor man så selv aftaler betaling og afhentning af varen.

At sætte en vare til salg lyder også simpelt. Her skal man blot tage et billede af varen og vælge det fra sit galleri, give produktet et navn, beskrivelse og en pris, hvorefter du bekræfter din placering og produktets kategori, så det er lettere at finde fra køberen.

Marketplace skulle snart være tilgængeligt for alle danskere, fortæller Peter Münster fra Facebooks nordiske kommunikationsafdeling.

»Vi begynder at rulle det ud nu til én procent, hvor vi så ser, om alt er, som det skal være. Så ruller vi det ud til flere og flere, og inden for en uge til 14 dage skulle alle i Danmark gerne have adgang til Marketplace,« siger Peter Münster.

Marketplace er tilgængeligt på iOS og Android, men kræver den nyeste opdatering af Facebook.

Marketplace har allerede været tilgængeligt i USA siden oktober sidste år, og i juni var der i alt sat 18 millioner forskellige genstande til salg, skriver Adweek.

Facebook tjener ikke penge på selve markedspladsen, men det giver dem muligheden for at sælge flere reklamer på hjemmesiden. Det har også været et problem, skriver Recode, da Facebook angiveligt har påpeget over for sine investorer, at man mangler plads til annoncer og reklamer, hvilket er det sociale medies hovedindtægt.