Ind tikkede en sms, et snap eller et ‘like’ på Instagram og midt mellem Algebra eller Aristoteles var koncentrationen forsvundet.

Men det er for 23-årige Kirstine Junker fortid, da hun nu lader mobilen være under undervisningen og ikke lader sig forstyrre. I stedet optjener hun point, som hun kan bruge på cola eller kaffe.

Kirstine bruger nemlig den nye app ‘Hold’ til at undgå, at smartphonen distraherer i timerne. For hver gang hun har slået appen til i 20 minutter, tjener hun et point, som hun kan samle sammen eller bruge. For eksempel indløser 20 point en kop kaffe hos 7-eleven.

Når hun møder ind på studiet, har hun gjort det til vane at slå appen til, så den blokerer for de forstyrrende pling-lyde i løbet af skoledagen.

»Jeg blev hurtigt afledt under et tre timers oplæg, hvis telefonen vibrerede. Men appen tvinger mig til ikke at blive forstyrret. Nu har jeg kun min telefon fremme i pauserne,« siger Kirstine Junker, der studerer administrationsbachelor på University College i Esbjerg.

Hun har sammen med sin klasse testet appen siden november. Selv har hun brugt den til at nappe en gratis kop kaffe hos 7-eleven et par gange, og lige nu har hun 50 point stående på sin konto, hvilket svarer til, at hun har haft appen slået til i 1.000 minutter.

»Før i tiden tog det meget tid at tjekke sin telefon i timerne. Og der er ikke nogen af os, der får noget ud af at komme i skole og ikke være nærværende. Det er spild af tid og dyrt for systemet, når jeg går glip af undervisningen,« siger Kirstine Junker, der synes, belønningssystemet er fedt.

For Kirstine er der gået konkurrence i at have mange point. Lige nu sparer hun sine point sammen, da der er nye ‘præmier’ på vej.

En af app’ens stiftere fortæller, at der siden den landsdækkende lancering i januar fortsat er gang i udviklingen af appen. For eksempel arbejder de på, at de studerende kan give deres point væk til velgørenhed.

Det er muligt at bruge 'Hold' på alle videregående uddannelser i Danmark.