Snart er det måske muligt at vise et hav af informationer og endda virtuelle konkurrenter på racerbilens forrude.

Folk, der tørster efter Gran Turismo oplevelsen, skal måske kigge nærmere på en ny forrude, de arbejder på hos Jaguar Land Rover. Den hedder Jaguar Virtual Windscreen og er en forrude, der skal kunne vise informationer og virtuelle objekter for chaufføren. På den måde kan man for eksempel få vist den ideelle kørelinje, få vist hvordan man kørte seneste omgang eller endda køre mod en virtuel modstander på den rigtige racerbane.

Skal forbedre resultater

Den avancerede forrude skal gøre det muligt at køre mod andre chauffører, der måske har kørt og gemt banen tidligere. På den måde kan man altså få vist en digital version af dén tur med en virtuel bil, der bliver projiceret op på forsiden. Præcis som i Gran Turismo, vil man kunne måle sin egen performance i forhold til andre chauffører og på den måde få en helt ny måde at forbedre sine resultater på. Den virtuelle forrude er stadig under udvikling, og vi håber at teknologien bliver forbeholdt ægte racerkørere. Det vil næppe have en positiv effekt på trafiksikkerheden, hvis folk pludselig kan ligge og køre om kamp med en virtuel Michael Schumacher eller Kevin Magnussen på Roskildemotorvejen.