Det måtte naturligvis ske – en eller anden fik ideen til at kaste rundt med den nye Samsung Galaxy S6 og se, om den holder bedre end iPhone 6.

iPhone 6 er bygget i aluminium stort set hele vejen rundt, og skærmen er Cornings Gorilla Glas 3. Samsung har derimod valgt at bygge hele deres telefon i Gorilla Glas 4 – der skulle være en del hårdere end Gorilla Glas 3 – men til gengæld kunne man godt være lidt bekymret for, at telefonen vil få problemer fordi den simpelthen ER glas hele vejen rundt – inklusiv de afrundede hjørner, der også kunne betyde, at telefonen er mere sårbar når det kommer til at lande på asfalt.

Samsung er mere holdbar end man skulle tro

På trods af det meget glas viser testen, at Samsung Galaxy S6 Edge er rigtigt solid. Selv efter en ganske horribel behandling er telefonen stadig i live. Godt nok er både for- og bagside smadret, men den fungerer altså stadig – omend man formentlig vil få skåret fingrene i småstykker hvis man prøver at bruge den. Men den holdt, stort set uden at få en skramme, til at blive kastet på asfalt fra hoftehøjde, hovedhøjde og fra tre meters højde overlever den også med kun småskrammer – her må iPhone give op med en smadret skærm.

Uvidenskabelig, men sjovt

En droptest er stort set aldrig videnskabelig, og når den bliver udført af en amatør og ikke i et laboratorie bliver det naturligvis kun en indikation på, hvordan tingene kunne foregå ude i virkeligheden; telefonerne lander ikke ens, vi ved ikke hvor meget stress de i forvejen har været udsat for og så videre. Man skal altså naturligvis ikke basere et køb på den slags – men det er en indikation, og sjovt er det i hvert fald, hvis man har en lille telefonnørd i maven. I videoen ender det endda med, at de kører telefonerne over med en bil.

Du kan se videoen HER.