Det er præcis 50 år siden Gordon Moore forudsagde fordoblingen af computerkraft hvert andet år, men nu kan Intel ikke længere følge med.

Igennem et halvt århundrede har Moores lov understøttet udviklingen i tech-land. Det var Intel-grundlæggeren Gordon Moore, der i april 1965 forudsagde, at antallet af transistorer i en chip - og dermed hastigheden på computere - vil blive fordoblet hvert andet år. Det har holdt stik hidtil, men nu advarer Intel-chefen Brian Krzanich, at de ikke længere kan følge med. Det skriver Financial Times.

I de seneste otte år, har Intel fulgt en "tick-tock"-strategi. Hvert "tick" er en formindskelse af størrelsen på processorens arkitektur, hvor hvert "tock" indikerer en helt ny mikroarkitektur. Hvert år forventes der at være enten et tick eller et tock. Men Intel er nødsaget til at droppe strategien og introducere et tredje skridt til sin nuværende 14nm-produktlinje.

»Vores kadence er i dag tættere på to et halvt år, end på to,« forklarer Krzanich til avisen.

Læs også: De fedeste gadgets - for ti år siden

Det tog Intel to et halvt år at gå fra 22nm til den nuværende 14nm-chip, og Intel bliver først klar med 10nm-teknologien i anden halvdel af 2017 - et år senere end forventet.

Det må gøre ondt på Intel, der historisk altid har været førende i udviklingen af processorer. Det er ikke mere end en uge siden, at et konsortium ledet af IBM fortalte, at de har gennembrud i produktionen af processorer baseret på 7 nanometer-teknologi. På trods af, at de kunne fremvise en fungerende prototype, er der stadig år til vi ser teknologien i forbrugerelektronik.

Du kan læse mere om ny teknologi i magasinet iNPUT - det er 100 procent gratis til tablets og telefoner.
Her til iOS og her til Android.