Beskytter du dine e-mail konti godt nok? Har du et stærkt password til din netbank? Er det umuligt at lure din kode til Facebook? Ikke hvis du har et af de 25 passwords, som du kan finde her i artiklen. De er nemlig elendige.

Det er i hvert fald konklusionen, hvis man spørger sikkerhedsfirmaet Keeper, der arbejder med netsikkerhed.

I et blogindlæg beskriver Keeper, der har gennemgået ti millioner passwords, som er blevet offentliggjort i forskellige online læk, tendensen.

De har fundet frem til de passwords, som bruges oftest blandt de ti millioner passwords.

Da de bliver brugt ofte, er de dermed også de nemmeste for hackere eller andre personer, at komme forbi og få adgang til dine private oplysninger på Facebook, netbank, mail eller noget helt fjerde.

Det mest populære - og dermed dårligste - password på listen udgør næsten 17 procent af de 10 millioner offentliggjorte passwords, og det er '123456'.

Fire af ti passwords i top ti er seks cifre eller under. Og det er ifølge Keeper en rigtig dårlig ide.

Mange af de forskellige passwords på listen er formentlig populære, da de er nemme at huske. Og flere af dem er populære, fordi de er nemme at skrive på et tastatur. Det tredjemest populære er eksempelvis 'qwerty', som ganske enkelt er de seks første bogstaver på dit tastatur fra øverst venstre hjørne af.

Og sådan er der flere eksempler. Enkelte af de forskellige passwords på listen er dog ikke til at blive helt klog på, hvorfor de er blandt de mest populære.

Men Keeper giver dog et bud på, hvorfor eksempelvis '18atcskd2w' er blandt de 15 mest populære.

Det skyldes formentlig, at det er såkaldte computer-bots, der opretter en e-mail-konto for at kunne sende spammails.

Inden du får hele listen med de 25 passwords, du skal holde dig fra, så kan det fortælles, at de 25 mest brugte udgjorde over 50 procent af de 10 millioner lækkede passwords.