Vi ser fra tid til anden de her svimlende dyre mobiler fra et eller andet super kendt designbrand prydet med diamanter eller andet lir. Ofte er de ikke engang særlig flotte, i hvert fald ikke, hvis man ser på dem med danske minimalist briller. Og endnu oftere er der tale om decideret ringe mobiler, når det kommer til specifikationer.

Heldigvis har Lamborghini forstået at gribe det rigtigt an med deres nye mobil, Lamborghini Tauri 88. Der er ikke bare tale om endnu en dyr mobil, men faktisk om en mobil, der både er flot og anderledes samtidig med, at den har fine specifikationer.

Telefoner i dag kan være ret svære at skelne fra hinanden, men Lamborghini Tauri 88s blanding af læder og stål gør, at man i hvert fald ikke kan forveksle den med en standard touch-mobil. Samtidig er den også prydet med et Lamborghini-logo på bagsiden, hvis man skulle være i tvivl.

Læs også: Stor test af iPhone 6.

Telefonen er i øvrigt designet af Tonino Lamborghini, der er søn af stifteren af Lamborghini, Ferruccio Lamborghini.

Spec-mæssigt skiller den sig ikke så meget ud som den gør designmæssigt, men den behøver ikke skamme sig. Den har skærm på 5 tommer med fuld HD. Processoren er en kraftfuld en af slagsen og den har hele 3 GB RAM.

Kameraet er på 20 megapixel og frontkameraet er på hele 8 megapixel. Det er jo altid rart, når man lige skal tage en selfie foran sin Lamborghini!

Som rosinen i pølseenden kan vi notere, at den kører med Android 4.4 og uden at vide det, så vil den formentlig også kunne opdateres til Android 5.0.

Prisen er ukendt, men har du behov for at vide den, så har du nok ikke råd til den alligevel!

Se flere billeder af Lamborghini Tauri 88.