De chokerende høje tal fremgår af en undersøgelse blandt 2.600 danskere, som analysefirmaet Sermo har foretaget for Telia.
40 pct. bruger i dag mobiltelefonen til at gå på nettet med, og yderligere 14 pct. venter at prøve det i år. Men 39 pct. har oplevet at få en chokregning på grund af det mobile dataforbrug, 53 pct. ved ikke, hvordan de undgår den, og 48 pct. har ikke overblik over deres dataforbrug.
- Herhjemme er Nokias N97 og 6700-modeller de mest solgte. Sidstnævnte har et Facebook-program, og selv hvis man ikke opdaterer sin egen profil, vil den ved at se efter andres opdateringer bruge for 300 kr. data om måneden. Vi vil forsøge at komme problematikken til livs, så kunderne ubekymret kan nyde friheden med mobildata, siger Peter Krogsgaard, salgs- og marketingdirektør i Telia.
Derfor har Telia nu indført en daglig grænse, så folk uden dataabonnement på telefonen maks kan bruge for 30 kr. data om dagen. Men Peter Krogsgaards råd er altid at købe et dataabonnement, hvis man går på nettet fra telefonen. Telia selv sælger 300 MB data for 59 kr. om måneden.
Fra 1. juli har EU desuden lagt loft over dataforbruget, så man maks kan komme til at betale 450 kr. Når de 80 pct. af beløbet er nået, får man en sms-tekstbesked. Reagerer man ikke på den, lukkes data- men ikke taleforbindelsen ved de 450 kr.




















