Folkene bag Facebook har i lang tid ledt efter sted at gemme brugernes billeder, videoer, statusopdateringer osv., og nu er jagten indstillet.
En lille by på 10.000 indbyggere med navnet Prinville, der ligger i Oregon i USA, skal huse en masse store computere i en 13.000 kvm stor serverpark.
- Det er en kombination af flere ting: Lave priser på jord og nem adgang til strømledninger. Den afgørende faktor var vores klima: Lav fugtighed og kolde nætter, siger Steve Forrester, Prinevilles borgmester til Wall Street Journal om valget af netop deres by.
For Prineville er det nye erhvervseventyr en ren guldgrubbe.
Facebook har nemlig lovet at bruge 950 millioner kroner på serverparken alene de næste tre år.
I følge epn.dk har også Google, Amazon, Microsoft og Yahoo valgt at placere deres servere i nærheden af Prinville.





















