Flyvende biler er lige om hjørnet. Sådan cirka, for det kan nok komme til at vare et par år endnu, før de autonome, flyvende transportmidler (som vi har skrevet om bl.a. her, her og her) bliver til virkelighed ude i trafikken. Der er bl.a. en masse lovgivning og teknologi, som skal helt på plads.

Men derfor kan man jo godt have det sjovt imens, og det er lige præcis, hvad folkene bag den flyvende, elektriske bil, Kitty Hawk Flyer, har tænkt sig. En af investorerne bag det, der bedst kan beskrives som en blanding af en gigantisk drone og en motorcykel, er Larry Page, medgrundlægger af Google og i dag direktør for firmaet Alphabet. Han har skudt et ukendt beløb i foretagendet, der i dag kunne præsentere den første fungerende Flyer-prototype.

Kitty Hawk Flyer, som du kan se demonstreret i videoen under artiklen, vil komme i kommerciel handel inden udgangen af året, og man vil kunne flyve den helt uden certifikat – dog kun i områder væk fra byer og større menneskemængder.

Mand bag kæmpedrone lavede selvkørende biler

Den ultralette kæmpedrone bæres oppe af otte rotorer, og man sidder på den og betjener den på næsten samme måde som en motorcykel.

Manden bag Kitty Hawk og den elektriske kæmpedrone er Sebastian Thrun. Han var direktør for den nu skrinlagte Google X-division, hvor han bl.a. arbejdede med firmaets selvkørende biler.

Artiklen er leveret i samarbejde med iNPUT - Danmarks største gratis magasin om gadgets, gaming, streaming og tech - se mere på www.inputmag.dk.