HTC 10 har optisk billedstabilisering på begge kameraer og kan afspille Hi-Res Audio. Spørgsmålet er, om det er nok?

Kameraet er favoritvåbenet i årets smartphone-slag. Samsung valgte først ved lanceringen af sin Galaxy S7, Huawei fulgte efter i sidste uge med sit Leica-producerede kamera i P9'eren og nu melder HTC sig også på banen med et nyt flagskib, hvor fokus ligger på kameraet. HTC 10, som den hedder, byder på et comeback til HTC's såkaldte UltraPixel-teknologi, der var pillet ud af sidste års topmodel M9.

Læs også: Huawei lancerer ekstrem mobil med dobbelt kamera

Det betyder at kameraet i HTC 10 "kun" har 12 megapixel i forhold til de 20 megapixel i HTC M9. Til gengæld er de enkelte megapixels fysisk større end på konkurrerende kameraer (deraf navnet UltraPixel, red.). Hvor f.eks. iPhone 6S har en megapixelstørrelse på 1,22 micron, har HTC 10 en megapixelstørrelse på 1,55 micron. Læg dertil en mere lysfølsom sensor - f/1.8 - mod iPhones f/2.2, så skulle det give markant bedre billeder, lover HTC. Samsung Galaxy S7 har til sammenligning 1,4 micron og en blænde på f/1.7. Om HTC kan veksle de, på papiret, bedre specifikationer til bedre billeder må vores kommende test vise.

HTC har også udstyret begge sine kameraer - front og bag - med optisk billedstabilisering, og det er så vidt denne skribent ved første gang, at det er sket.

Lydmaskine med Hi-Res audio

Et andet punkt, hvor HTC har valgt at skille sig ud, er på lyden. Ikke alene kan HTC 10 afspille 24-bit Hi-Res audio - kompatible hovedtelefoner er med i æsken, det er et godt træk - kameraet kan også optage 4K-video med lyd i 24-bit Hi-Res audio. Og HTC har naturligvis integreret sin Boomsound-teknologi i form af to højttalere i top og bund, så lyden fra mobilen skulle blive bedre.

HTC 10 er udrustet med en 5,2 tommer stor såkaldt Super LCD-skærm med en opløsning på 2560 x 1440 pixels (564 ppi). Bag glasset gemmer mobilen på et firekernet Qualcomm Snapdragon 820-chipset, 4 gigabyte RAM og 32 gigabyte lagerplads, der kan udvides med microSD-kort på op til 2 terabyte.

Læs også: iNPUTs anmeldelse af Samsung Galaxy S7 Edge

Her et par andre højdepunkter fra HTC 10'erens datablad:

  • Android 6 with HTC Sense
  • USB-C opladning med Quick Charge 3.0, der kan oplade batteriet til halv kapacitet på kun en halv time. Quick Charge-oplader følger med i æsken.
  • 3.000 mAh batteri
  • Wifi 802.11 4.2 a/b/g/n/ac (2.4 & 5GHz), Bluetooth 4.2 (AptX), 3,5 mm audio
  • Mål og vægt: 145,9 x 71,9 x 3,0-9,0 mm – 161 g

Sidst skal det nævnes, at HTC har valgt at fjerne mange af de forudinstallerede apps - den såkaldte bloatware. Det betyder også at de har fjernet app-dubletter, så der ikke er to apps til f.eks. beskeder og vejr. Det skal de have ros for!

Så er det store spørgsmål, om HTC 10 er nok til at få HTC tilbage i førergruppen eller om den kun vil tiltale de trofaste HTC-fans? Med en vejledende udsalgspris på 5.990 kroner er det i hvert fald ikke prisen, de vil konkurrere på. HTC 10 kan forudbestilles fra og med i dag. HTC 10 er på vej mod redaktionen, så vi kan køre den gennem testmaskinen.