Mark Zuckerberg har for få timer siden præsenteret en helt ny feature for Facebooks mange millioner af brugere.

Featuren hedder Graph Search, og skal i fremtiden hjælpe dig som bruger med at finde nyttige eller sjove oplysninger om dine Facebook venner – og deres venner.

På pressemødet forklarede Zuckerberg, at Graph Search er en helt ny informationskilde. I forvejen tilbyder Facebook to informationskilder, nemlig Newsfeed/Nyheder, hvor du kan læse opdateringer fra dine venner, og Timeline/tidslinje, hvor du kan lære om dine venner.

Den helt nye informationskilde er så Graph Search, der på dansk kan oversættes til statistik søgning. Her kan du finde informationer og anbefalinger fra venners og venners venners profiler. Zuckerberg understreger, at det ikke blot er en web søgning, som f.eks. Google. Men at Graph Search viser private informationer, som du ikke kan finde på en almindelig søgemaskine.

Her kan du f.eks. finde ud af, hvilken aktuel biograffilm, dine venner bedst kan lide. Du kan også søge på ’restauranter i København’, og der vil efterfølgende dukke de restauranter op, som dine venner ’synes godt om’, eller restauranter, hvor de fornyeligt har checket ind. Du vil også kunne søge mere specifikt på dine venners billeder. Blandt andet ved at søge ’venners billeder fra Paris’. På den måde vil der kun dukke billeder op fra den franske hovedstad, eller billeder, hvor Paris indgår i teksten til billedet. Du kan også bruge den nye feature til at finde nye kærlighedsforhold. Hvis du f.eks. skal i byen i Odense, kan de se, hvilke af dine venner og venners venner, der er single og bor i Odense ved at søge ’single mænd i Odense’.

- Det er helt klart en konkurrent til de sociale tjenester Foursquare og Yelp, og Facebook har med garanti udviklet det for at tjene penge, siger Torben Vognsen, chefredaktør på gadgetmagasinet iNPUT.

- Siden Facebook blev børsnoteret, har de ledt efter nye indtægtskilder. Det er vigtigt for dem, at de begynder at tjene nogle penge, for det er jo ikke gratis at holde Facebook i gang, Og det kan de måske her. F.eks. når du søger på restauranter i København. Så kan restauranterne betale for at ligge højest i søgeresultatet, siger han.

- Men det behøver ikke være en ulempe for brugere. Faktisk er det helt oplagt, at Facebook laver Graph Search. Alle dataene ligger der jo i forvejen, og det her giver brugerne en unik mulighed for at se, hvad andre virkelig synes om og mener. Hvis jeg skriver ud til mine venner og spørger, hvilken film, de vil anbefale mig at se, så vil jeg på nuværende tidspunkt kun få svar fra de af mine online venner, der ønsker at svare. Men fremover har jeg mulighed for at få et mere gennemsnitligt indtryk af, hvad mine venner kan lide, siger han.

Ifølge Facebook vil den nye feature ikke bryde dine private indstillinger. Graph Search vil kun dele de oplysninger, du selv har givet andre adgang til at se og læse.