Et teknisk valg i designet kan dømme hypede Nokia-telefon ude før den overhovedet kommer på markedet.

Det skriver Gizmodo og Ladbible.

Den nye 3310-telefon fra Nokia har fået mange fans af den robuste telefon fra årtusindeskiftet til at overveje at smide de 350 kroner for at få en telefon, der holder strøm i op til 30 dage. Jagten fra stikkontakt til stikkontakt med smartphone og laderkabel er åbenbart trætterende for mange, hvis man skal dømme efter hypen på de sociale medier.

Der er dog en ting, man skal være afklaret med, hvis man ønsker at købe den nye telefon, der ventes at komme på markedet til sommer. Man skal forberede sig på, at den ikke vil kunne gå på internettet i store dele af verden.

Teknologien i den billige relancering af Nokia-telefonen vil nemlig kun kunne tilgå ældre netværk, når den skal på nettet. I dag kører de fleste smartphones på det såkaldte 4G-netværk, mens hardwaren kun understøtter det gamle 2G-netværk, der er ved at blive udfaset i store dele af verden.

Rejsedestinationer som Canada, Australien, Singapore, Schweiz, Taiwan og ikke mindst USA er ved at lukke ned for det sløve internet, hvis de ikke allerede har gjort det. Heldigvis vil danskere kunne glæde sig over, at det ældre netværk stadig vil være tilgængeligt i Danmark.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvilken operatør man har. TDC, Telia og Telenor deler det såkaldte TT-net, der spænder over 2G, 3G og 4G. Hos udbyderen 3 har man et net, der kun består af 3G- og 4G-teknologi.

Ifølge fagbladet Ingeniøren er årsagen til at holde det gamle 2G-netværk i live, at man vil bruge det til 'Internet of Things,' hvor for eksempel køleskabe, målere og badevægte har adgang til nettet.

Uanset om man kan gå på internettet med telefonen eller ej, så skal man stadig forberede sig på et liv uden de sociale medier lige ved hånden. Der er ingen apps til instagram, Facebook eller snapchat.