En gigantisk drone med plads til en passager? Naturligvis. Og fra Kina? Selvfølgelig.

Droner er efterhånden ikke længere noget nyt – de har taget over i tv-industrien; når der skal produceres billeder fra luften, er det ikke længere nødvendigt at hyre en dyr helikopter – man bruger bare en drone. Familiefædre ses løbe omkring med deres telefoner og iPads på byernes grønne områder i timevis søndag eftermiddag, mens de styrer deres droner rundt og forsøger at lave lækker video til… Tjah. Faktisk kan det ofte være svært at se pointen i droner.

Men hvad hvis man kunne sidde i dem?

Nu med passagersæde

På CES i Las Vegas har Ehang Inc, et kinesisk firma, netop præsenteret sin nye drone – Ehang 184. En 5,5 meter lang drone med plads til en enkelt passager og et stykke håndbagage. Der er også indbygget air conditioning, og alt foregår fuldstændigt uden at passageren skal røre noget. Altså undtagen den Windows tablet, hvorpå man indtaster sin destination. Når det er gjort, flyver dronen helt af sig selv frem til destinationen.
Se en video med dronen her!

Oplades på 2 timer

Batterilevetid på en drone som denne er naturligvis ret vigtig. Ehang 184 kan flyve i ca. 23 minutter på en opladning. Rækkevidden er dermed ca. 30 kilometer, for dronens topfart er ca. 100 km i timen. Når den er landet, kan den oplades i ca. 2 timer – og så er den klar til at flyve retur.

Ehang 184 kan flyve op til ca. 3,5 kilometers højde – men firmaet forventer, at den “normale” flyvehøjde bliver højst ca. 500 meter – ellers vil det koste for meget på batterilevetiden.

Lange udsigter

Dronen er testfløjet i dens hjemland Kina – og Ehang siger, at den har fløjet over 100 ture – vel at mærke uden uheld. Ikke desto mindre får den formentlig ganske store problemer med at få godkendelse i både Europa og USA. I hvert fald er det tvivlsomt, om de amerikanske og europæiske luftfartsmyndigheder vil godkende en selvflyvende persontransport drone.

Hvis du vil have nyheder om teknologi, gadgets og forskning i din nyhedsstrøm på Facebook, så giv iNPUT et like her!

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook