Apples nyeste tv boks er det, firmaet selv kalder ”fremtiden for tv” – vi tror faktisk på dem.

Apples første Apple TV så dagens lys helt tilbage i 2006, men dengang mest som det, Steve Jobs kaldte en ”hobby”. Apple havde produktet, men gjorde ikke meget ud af det. Boksen, der dengang var på størrelse med en flad Mac Mini, fik ikke meget opmærksomhed, hvilket passede Apple udmærket, for den havde en del svagheder.

Apple TV 2 – den lille, sorte boks, stødte til i 2010, og blev en slags diskret revolution; selv om Apple stadig ikke gjorde meget væsen af det lille apparat, så tog forbrugerne Apple TV til sig og der blev langet millioner af enheder over disken. Det fortsatte med Apple TV 3, der var en lille hardwareopdatering med en hurtigere processor og understøttelse af 1080p.

I september kom så tidspunktet, hvor Apple TV endelig fik det, mange havde sukket efter; en stor opgradering, der ikke bare var ny hardware, men et helt nyt styresystem – tvOS – og, vigtigst af alt, en app store som vi kender den fra iOS.

Næsten samme design

Når man kigger ned i kassen med det nye Apple TV kunne man forledes til at tro, at det er helt samme boks som den gamle Apple TV. Men når man tager den op, opdager man, at den er ca. dobbelt så høj som den forrige generation. Størrelsen er naturligvis en indikation på mere og bedre hardware – mere om det senere.

Med i pakken følger en helt ny type fjernbetjening – en noget mere avanceret fjernbetjening end den lille, simple der fulgte med forrige generation. På fjernbetjeningen er den største forandring, at der nu er touchfunktion der på mange måder minder en del om den, man kender fra mobiltelefonen. Der er også en hjem-knap der fører direkte til startsiden, en menuknap der tager dig et ”skridt” tilbage i menustrukturen, en søgeknap (der i den engelske version aktiverer Siri, den digitale assistent.), en play/pause knap og selvfølgelig lydkontrol. Fjernbetjeningen oplades ved hjælp af en lightning-ledning – men ikke via selve Apple tv, for på boksen findes ikke noget USB 2 eller 3 stik, men i stedet USB C. Det er ikke en katastrofe, for de fleste vil bare gøre det via en bærbar eller en mobiloplader – men det er stadig en lidt underlig detalje. Ifølge Apple holder fjernbetjeningen op til 3 måneder på en opladning – men det har vi af naturlige årsager ikke haft mulighed for at tjekke.
Mere er der sådan set ikke at sige om hardwaren – bortset fra, at Apple har fjernet den optiske lyd og nu kun har HDMI på bagsiden af Apple TV – altså ud over USB C indgangen, som dog ikke er beregnet til andet end service.

Simpel opsætning

Den nye Apple TV kommunikerer ganske intelligent med fjernsynet, forudsat det er et nyere fjernsyn med CEC funktion, vel at mærke. Når man trykker på ”Menu”-knappen, tænder fjernsynet (eller surround-receiveren) – hvis det er på en anden kilde skifter det automatisk over på Apple TV. Praktisk. Samtidig kan man skrue op og ned for lyden. Alt i alt kan man altså langt hen ad vejen bruge Apple TV fjernbetjeningen som den eneste styring af hele systemet.

Den første gang man tænder Apple TV, får man mulighed for at sætte boksen op ved hjælp af sit iOS device – det vil sige, at man blot holder sin iPhone/iPad hen i nærheden af Apple TV, som så ”stjæler” opsætningen til iCloud og wifi netværket. Hvis det ikke virker – hvilket det ikke gjorde for os i hverken første, andet eller tredje forsøg, ja så må man i gang med stavepladen, hvor man møjsommeligt finder bogstaverne ved at bruge touchpad’en på fjernbetjeningen. Det er mildt sagt en omstændelig affære, men skal heldigvis kun gøres en enkelt gang. Det er endnu ikke muligt at koble et keyboard til Apple TV, hvilket er ret absurd. Det samme er i øvrigt, at Apple endnu ikke har fikset det, så man kan bruge deres iOS fjernbetjeningssoftware til den nye udgave af Apple tv – det er meget, meget lettere at taste en lang kode ind på en iPad eller iPhone end på det simple, men frustrerende sløve interface, du finder på Apple TV.

Når alt dette er sagt, er det ikke en katastrofe, og man kommer igennem opsætningen på knap 15 minutter uden problemer.

Nyt gammelt interface

Apple TV’s brugerinterface fik sig et nyt look sammen med iOS 7. Det var, mildt sagt, ikke pænt. Det er der heldigvis blevet ryddet op i med Apple TV 4, som har en minimalistisk, men pæn brugergrænseflade.

Øverst er en statusbar, der giver forskellige informationer alt efter, hvilket ikon man stopper op ved i ikon-menuen nedenunder, hvor man øverst har fem favoritter, og dernæst alle de andre apps man kan hente i App Store. Man flytter rundt på ikonerne ved at trykke og ”holde fast” på den primære touch plade, og så trække ikonerne til den placering, man ønsker. Intuitivt og velfungerende.
Man flytter markeringen rundt via touchpladen på fjernbetjeningen, hvilket virker glimrende. Vil man hellere have et lidt mere traditionelt interface, kan man vælge at bruge sin egen fjernbetjening, som Apple TV kan lære at bruge. Men efter blot få timer med den nye Apple TV fjernbetjening, må vi sige, at det nok ikke bliver aktuelt for vores tilfælde.

Du kan læse resten af vores omfattende anmeldelse og se karakteren her.

Artiklen er oprindeligt publiceret på www.inputmag.dk.