Swash er en slags hjemmerenseri, der glatter og frisker tøjet op på 10 minutter. Maskinen tager dog kun et stykke tøj ad gangen.

Her er gaven til folk, der bruger for meget tid på at køre på renseriet med deres tøj. Swash er en slags mini-renseri, som man kan stille op derhjemme og bruge til at friske sit tøj op med. Man hænger tøjet op i Swash-skabet, trykker på knappen, og ti minutter senere har Swash så glattet tøjet ud. Samtidig har Swash givet tøjet en frisk duft og givet det en gang varme, så man får den nyvaskede pasform.

Husk kapsler

Selve Swash maskinen koster 499 dollar eller cirka 2.800 kr. Ud over maskinen skal man så huske Swash-kapsler, som man skal putte i maskinen, hver gang man smider et nyt stykke tøj ind. Kapslen indeholder en væske, der bliver sprøjtet på tøjet, så ubehagelige lugte forsvinder. Kapslerne koster cirka 3 kroner stykket, så i det lange løb sparer man nok nogle penge. I hvert fald, hvis man bruger mange penge på at tage sine jakkesæt med på renseri. Der er dog kun plads til ét stykke tøj ad gangen, så det kan godt gå hen og tage en del tid, hvis man skal bruge 10 minutter på hvert stykke tøj. Se, hvordan Swash giver nyt liv til brugt tøj i videoen her.