De sidste ti år har forskere sagt, at personer der spiller meget computer udvikler bedre evner indenfor visuel opmærksomhed, finmotorik og korttidshukommelse. En gruppe canadiske forskere besluttede sig for at undersøge påstanden, og de kom frem til nogle opsigtsvækkende resultater.

Forskergruppen kommer fra institut for molekylær psykiatri ved Université de Montréal og McGill University, og de konkluderede, at visse typer computerspil er decideret skadelige for hjernen, skriver Science Daily.

Det er især de spil, der sætter hjernen på autopilot, der er skadelige, hvis man spiller dem i meget høje frekvenser. Forskerne udpegede især første person skydespil, som eksempelvis Call of Duty, Counter Strike, Medal of Honor og Halo, som en type spil, der havde en sammenhæng med et svind af grå substans i hjernens hippocampus. Det er den del af hjernen, der er forbundet med evnen til at huske tidligere begivenheder og oplevelser.

Super Mario udvikler hjernen

To af forskerne, Gregory West og Veronique Bohot, fulgte i fire år 64 unge mennesker på mellem 18 og 30 år, hvor ingen af dem var specielt aktive computerspillere.

De indelte dem i to hold, hvor det ene blev bedt om at spille første person skydespil i 90 timer, mens det andet hold skulle spille platformsspil, som eksempelvis Super Mario 64.

Ved at scanne spillernes hjerner, kunne de se, at førstnævnte fik et svind af grå substans i hippocampus, mens spillerne med platformsspil fik en forøgelse af grå substans.

De forsøgspersoner, der spillede begge typer spil, fik ligeledes en forøgelse af grå substans, og det mener forskerne er et tegn på, at platformsspil kan være med til at rette op på de skader i hjernen, som første person skydespil kan give.

Nu håber forskerne, at resultaterne kan være med til at optimere udviklingen af computerspil, så de ikke går ind og skader hjernen. Det kunne eksempelvis være ved at fjerne GPS-funktioner og lignende funktioner i første person skydespil.

»Sådanne typer funktioner, tror vi, er med til at opmuntre spillere til at ignorere særlige vartegn i spil, så de i stedet følger ruter, der aktivt arbejder sammen med hjernens belønningssystem,« siger Gregory West til CBC.