(4/6)

Final Fantasy XIII-2

Final Fantasy er en af de mere avancerede serier, der har begejstret fans i rigtig mange år. Det er japansk computerspil når det er allerbedst, men det er også en meget speciel eventyr-genre, som bestemt ikke er noget for alle. Om denne version, der er nummer 13 i rækken, er værd at investere i, har vores anmelder en mening om.

SPECIFIKATIONER

Maskiner: PS3, Xbox 360
Udgiver: Namco Bandai
Udvikler: Square Enix
Udgivelsesdato: 10-02-2012
Genre: Adventure
Antal spillere: 1
Rating: PEGI 18 år
Anmeldt af: Mutanten.dk

Da Final Fantasy XIII udkom i 2010 fik det en meget blandet modtagelse. Nytilkomne havde svært ved at sætte sig ind i det indviklede kampsystem, mens fans af serien mente, at spillet med sine dynamiske og tempofyldte kampe, lå for langt fra de lidt mere overvejede og eftertænksomme kampe, der var at finde i alle forgængerne. Et fælles kritikpunkt fra de fleste var, at spillet var alt for lineært, og da en direkte efterfølger blev annonceret, blev det samtidig lovet fra udviklernes side, at kritikpunkterne fra 13 ville blive taget til efterretning.

Final Fantasy er en kæmpe serie, der siden 1987 er blevet udgivet i hjemlandet Japan, men kun siden 1997 hvor Final Fantasy VII blev udgivet, har vi europæere haft adgang til spillene i serien. Generelt er hvert udspil i serien et helt nyt spil med nye figurer og nyt univers, men der findes naturligvis undtagelser, og det sidste årti har udviklerne Square Enix i stigende grad lavet flere spil i de samme universer. Fans af de forskellige spil tager taknemmeligt imod flere spil i selskab med deres helte, og udviklerne kan i de fleste tilfælde spare lidt penge og tid ved ikke at starte helt forfra i designprocessen. På papiret er det win-win, men det er sjældent at disse udgivelser opnår samme succes som de “originale” spil.

Final Fantasy XIII-2 – som er det løjerlige navn for den direkte efterfølger til Final Fantasy XIII – gør faktisk meget for at fjerne de kritikpunkter, der var i det forrige spil, men spillet har sine helt egne kritikpunkter. Fans af Final Fantasy XIII kan nøjes med at tage følgende oplysninger med sig: Det er mere af det samme, men mindre lineært, mere levende omgivelser, monstre man kan samle og kæmpe med (á lá Pokémon), samt lidt uddybning af paradigme-systemet. Hvis man ikke kunne lide Final Fantasy XIII er ændringerne ikke nok i sig selv til at retfærdiggøre et køb i denne omgang.

Har man aldrig spillet andre spil i serien – og i særdeleshed Final Fantasy XIII – så er man advaret. XIII-2 har en lille guide der sætter spilleren ind i sagerne, men det kan stadig godt være en anelse forvirrende, for der er mange begreber, steder, væsener og andre opdigtede ord, der skal læres udenad. Kort fortalt styrer man Serah, der er søster til hovedpersonen Lightning fra XIII. Serah erfarer at hendes søster efter begivenhederne i det ”første” spil er forsvundet, og hun drager derfor ud for at finde hende. Til hjælp har hun fremtidsknægten Noel, der bogstaveligt talt falder ned fra himlen en dag, og fortæller at han ved hvor Lightning er. De to drager sammen ud på et nogenlunde sammenhængende eventyr, hvor der bliver hoppet i tid og sted, rejst mellem parallelle universer og kort fortalt rodet ret meget rundt i diverse naturlove. Tidsrejsemekanikken er noget af det mest spændende i denne omgang, for der er mange indviklede og intelligente måder, man som spiller kan påvirke forskellige perioder på, ved at lave små ændringer i andre perioder. Spillet lægger endda op til, at man gennemspiller forskellige episoder flere gange, for at eksperimentere med konsekvenserne af ens handlinger.

I spillets utallige kampe mod farlige og varierede monstre, har Serah og Noel diverse roller, de kan spille. Serah er oplagt i rollen som magiker, og Noel er en mindst lige så oplagt kriger, men de kan også bytte eller påtage en anden af de i alt seks forskellige roller. Tredje mand på holdet bliver optaget af et monster, som man selv skal finde og opdrætte. Hvert monster har én fast rolle, og man kan have tre monstre med sig. Egentlig giver det en større vifte af krigere end i det forrige spil, men hverken Serah eller Noel er specielt spændende og de forskellige monstre har heller ingen rigtig forhistorie.

Kort fortalt er XIII-2 både et skridt frem og et skridt tilbage. Historien er bedre og mere sammenhængende i XIII, men i denne omgang er der mere liv i byerne og mere frihed til at udforske verden.