Har du svært ved at falde i søvn om aftenen, bør du tage et nærmere kig på puden DreamPad. Med benledende teknologi bliver du lullet i søvn af din yndlingsmusik, uden du forstyrrer din sengekammerat.
Tæller du får eller drikker varm mælk i forgæves forsøg på at falde i søvn om aftenen, så bør du måske ty til et beroligende stykke musik. Og til alle dem, der har nemmere ved at tage rejsen til drømmeland, når de bliver akkompagneret af Måneskinssonaten, så er DreamPad en drøm, som går i opfyldelse.
Musik i knoglerne
Puden fra firmaet Integrated Listening Systems afspiller musik med såkaldt benledende teknologi, hvor lyden bevæger sig gennem knoglen direkte til det indre øre. På den måde kan du høre afdæmpede englestemmer, mens din sengeven ikke kan høre en brik.
DreamPad er udstyret med et helt almindeligt mini jack-kabel, så du kan tilslutte tablets, telefoner og et hav af andre lydkilder med din yndlingsmusik. Derudover har DreamPad en tilhørende app, hvor du kan vælge mellem fem forskellige lydspor, som er designet til at gøre din øjnlåg tunge.
Er din søvnmangel presserende i sådan en grad, at du vil forsøge dig med DreamPad, skal du besøge virksomhedens hjemmeside, hvor puden koster 159 amerikanske dollars.