Awair er en ny opfindelse, der holder øje med luften i dit hjem og minder dig om, når det er tid til at lufte ud.

Luften vi indånder har betydning for vores helbred og har indflydelse på, hvor effektivt vi arbejder og håndterer opgaver. Men det er måske ikke altid, vi lige lægger mærke til, hvis luftkvaliteten i hjemmet falder på grund af støv, kemikalier eller co2. Ifølge Bitfinder, der står bag Awair, kan der forureningen i luften inde være op til 10 gange højere end udenfor. Det kan både påvirke vores helbred og vores ydeevne negativt. Så der er altså god grund til at holde øje med luftkvaliteten. Den opgave skal Awair gøre lettere for brugerne, når den er klar til salg i efteråret.

Holder øje med giftstoffer
Awair ligner umiddelbart en lille radio. Men den er udstyret med en række sensorer, der måler temperatur og luftfugtighed og holder øje med mængden af co2, støv og forurenende gasser i luften. Den lille sensor måler 16 x 9 x 5 centimeter og kan forbindes til smartphones eller tablets via Bluetooth eller Wi-fi.

Man kan indstille den til at sende en alarm i app’en, når luftkvaliteten falder. Awair kommer så med forslag til, hvad man kan gøre for at forbedre luften. Den kan blandt andet være at lufte ud, fjerne støv eller øge luftfugtigheden. Informationerne om luftkvaliteten bliver gemt i skyen, og Awair lærer med tiden at tilpasse luften til den enkelte brugers behov. Hvis man har luftfugtere, blæsere eller varmepumper med trådløs styring, kan man også forbinde dem med Awair, der så selv kan tænde/slukke dem for at få den optimale luftkvalitet. Prisen er lige nu på 149 dollars, hvis man forudbestiller Awair.

Du kan se en video med Awair hos iNPUT her.