Det er de færreste mennesker i verden, der kommer til at opleve rummet – og det er heller ikke mange, der kommer til at tale med folk, der har været i rummet. Men måske er der håb for alle med en lille astronaut i maven – i hvert fald for at opleve det sidste. Det beviste en engelsk mand i hvert fald, da han fik radiokontakt med rumstationen og fik sig en hyggesnak med den 'vagthavende' astronaut.

Alle kan gøre det
52 årige engelske Adrian Lane fra Gloucestershire fik hul igennem via sin hjemmebyggede radio, placeret i hans (også hjemmebyggede) skur i baghaven. Og faktisk er hans bedrift ikke nær så imponerende som man måske kunne tro, for på ARISS’ (Amateur Radio on the International Space Station) hjemmeside kan man faktisk læse, hvilke frekvenser man skal stille ind på, hvis man er radio-amatør og vil prøve at snakke med rumstationen. Dernæst skal man så holde øje med, hvornår stationen er over ens position – og så krydse fingre for, at der er nogen der svarer, når man kalder op. Men chancen for det er faktisk ret stor, for astronauterne kan godt lide at snakke med radioamatørerne, så astronauten tager gerne “telefonen”, hvis man ringer op.

Hvis du vil læse mere om teknologi, videnskab og gadgets, så kan du hente magasinet iNPUT her til Android og her til iOS. Det er gratis!