Radinn har lavet et wakeboard med elektrisk motor, som ser supersjovt ud.

Det svenske firma Radinn har opfundet et elektrisk wakeboard. Et wakeboard er et lille bræt, der typisk bliver trukket efter en speedbåd. Det er designet, så man kan stå eller sidde på knæ og lade sig trække af sted.

Radinns version er drevet af en elektrisk motor, så man kan stå på brættet og bare suse af sted. Man styrer motoren med en håndholdt fjernbetjening, som kommer på markedet i en trådløs version.

Dyr fornøjelse
Radinns wakeboard ser sjovt ud, men det er bestemt ikke en billig sport at kaste sig over. Brættet får sandsynligvis en pris på 11.000 pund eller cirka 104.000 kr.

Men så får man også et unikt stykke legetøj. Radinn har en topfart på op til 46 km timen, men takket være letvægts lithium batterier vejer hele brættet kun 29 kg.

Producenten har ikke afsløret, hvor længe man så kan drøne rundt på en opladning, men sikkert længe nok til at kunne tage et par ture forbi strandpromenaden og opnå skyhøj blærerøvs-effekt.

Radinns wakeboard skal efter planen i produktion, så de første modeller kan komme ud til kunderne i 2015. Se det dyre legetøj i aktion her.