Amerikanske forskere søger nu om tilladelse til deres Snot Bot - en drone, der skal indsamle hvalsnot for at blive klogere på dyrenes helbred.

Snotprøver fra en hval er, hvad blodprøver er for et menneske i forhold til at undersøge pattedyrets helbred. Men det kan være hulens svært at få fingrene i de væsker, som en hval skyder flere meter op i luften fra havoverfladen.

Udfordringen har et hold amerikanske forskere fundet en mildest talt alternativ løsning på med deres såkaldte Snot Bot.

Fire propeller og et par svampe
Snot Bot er en drone med svampe fastspændt på undersiden, hvilket gør den i stand til at suge til sig, når hvalen fyrer snotkanonen af. Udviklingen har været flere år under vejs, og nu forsøger forskerne fra Olin College of Engineering at få tilladelse til at sætte Snot Bot'en i brug.

Det kræver blandt andet, at de kan overbevise de amerikanske luftfartsmyndigheder om, at dronen ikke forstyrrer eller stresser hvalerne. Kommer tilladelsen i hus, regner forskerne med at blive klogere på de store dyrs adfærd og stressniveau som følge af søtrafikken. 

Se mere til projektet her.