Lad mig indlede min dom over dette digre værk med en lille tilståelse: Jeg fik aldrig gennemført Skyrim. Jeg elskede spillet ud over alle grænser igennem flere måneder og traskede fra Herodes til Pilates på så mange sidemissioner, at min rygsæk svulmede af legendariske våben og nok magiske dingenoter til at kunne underholde ved 102 børnefødselsdage i træk. Et eller andet sted indfandt metaltrætheden sig imidlertid, Ebony-ringbrynjen blev lagt på hylden, dragepræsternes masker doneret til et omrejsende freakshow… og nu frygter jeg desværre, at historien vil gentage sig.

Dragon Age: Inquisition, det tredje spil i DA-serien, er nemlig gigantisk i størrelse og mindre end moderat i pacing. En ting er geografien på kontinentet Thedas, der rummer broderlandene Ferelden og Orlais – en anden er det væld af personer, missioner og muligheder, der ligger for dine fødder, da du efter en mystisk eksplosion vågner op med magiske kræfter midt i en ødemark og påbegynder din rejse mod hvervet som inkvisitor. Målet er, forudsigeligt nok, at underminere din mystiske dæmonfjendes planer ved hvert træk og dermed redde verden fra undergang.

Læs også: The Last Guardian trækker i PlayStation 4-klæderne

»Men tag Dem endelig god tid, Deres velærværdige inkvisitoriske Højhed, for vi har ingenlunde i sinde at hundse med Dem.« Det er således aldeles konsekvensløst at smide timer efter dyreskinds- og urteindsamling, lettere ligegyldige småmissioner og smalltalk med din sammenbragte heltegruppe, og man skal langt ind i spillet, før man for alvor mærker, at dommedag lurer lige om hjørnet. Førnævnte mangel på pacing sikrer, at du har alle chancer for at samle trumfer til at tvære din ærkefjende ud som en nug i en kødhakker, når det endelige slag skal stå, og hvis du samtidig er en artig dreng/pige, vil du have nok tilhængere og alliancer til at befolke fem nye kontinenter, hvis Thedas en dag falder dig kedelig.

Dragon Age: Inquisition belønner med andre ord tålmodighed, udforskning og moral – og så kan parallellerne til BioWares anden storsællert, Mass Effect-serien, vist ikke være tydeligere. Mangler du yderligere argumenter for denne sammenligning, skal jeg gerne vise dig dine personlige gemakker, det klassiske Paragon/Renegade-samtaletræ, loyalitetsmissionerne og muligheden for at bevidne lidt pixel porn, hvis du spiller dine kort rigtigt over for din heltemodige eventyrgruppe eller dit følge. Skakmat, kommandør Shephard – vi er to alen af samme stykke!

Læs resten af anmeldelsen her.