Stod det til Bungie, selskabet bag den 500 millioner dollar dyre online-oplevelse Destiny, handlede marketingfortællingen udelukkende om et shared worlds-koncept, en mageløs sammensmeltning af rolle- og skydespil med endeløse eventyr og utallige wow-oplevelser i et omfattende og umådelig appetitligt "science fiction møder middelalderen"-univers.
Efter testudgaven i juni, hvor Game of Thrones-skuespilleren Peter Dinklage for første gang kunne høres både over- og underspille sin stemmerolle som dingenoten Ghost, løb glansbilledet imidlertid fra både spilstudiet Bungie og udgiveren Activision. Replikken "That Wizard Came from the Moon" blev genstand for utallige virale videoer og internetjokes – og havde det ikke været for marketingafdelingens refleksredning og trykningen af en morsom T-shirt, havde vi grinet af dem i stedet for med dem.
Her i september er det imidlertid slut med nøje planlagte marketinghistorier, de utallige indsigtsvideoer og den uhyre professionelle live action-trailer instrueret af Joseph Kosinski, manden bag bl.a. Oblivion og Tron Legacy. Destiny står i tusindvis af velduftende plastikæsker på butikshylderne og venter på en ejermand – og dermed også på en dom fra alverdens spillere og spiljournalister.
Men er Destiny så efterårets altoverskyggende besættelse? Nej, på ingen måde. Til trods for al marketingflufferiet og den orkestrerede begejstring er Bungies nye online-spil ikke indvarslingen af en helt ny tidsalder for hverken online-spil eller bare spil i det hele taget. Det er dog en skræmmende professionel og strømlinet oplevelse lavet af selskabet, som egenhændigt gjorde skydespil til en respekteret og velfungerende genre på konsoller, og som nu har brugt mere end tre år på at fusionere pulsrifler med vidtstrakte landskaber og en omsiggribende rummytologi.
Og når jeg skriver rummytologi, mener jeg egentlig bare intergalaktisk sæbeopera. Destinys stammekrige, lys og mørke-fortælling, patosladede mellemsekvenser og teatralske enetaler er trættende og forvrøvlede og gør absolut intet for at skabe den nødvendige atmosfære. Ikke engang Peter Dinklage, der er fløjet ind fra Hollywood, og som svæver hvileløst rundt omkring dig i rollen som Ghost, fungerer i de milliondyre rammer. Den tørre og uengagerede levering, der mestendels handler om at give dig et indblik i de mange rumstammers uoverensstemmelser og planer, falder totalt til jorden. Kunne man bare hive stemmemodulet ud af den skide svævende rubrikskube.
Del: