Langt de fleste af os kender det. Vi har haft en lang dag, mobilen er blevet brugt til nyheder, Facebook, Instagram, til at finde vej, tjekke tilbud, musik og måske et enkelt spil. Alligevel kan man ånde lettet op, for der er stadig 25 procent strøm tilbage. Men lige pludselig sker det, telefonen går fra det ene øjeblik fra at have 25 procent strøm til at have to, en eller nul procent. Og man går i panik.

Men hvad skyldes det, at vores smartphones ud af det blå går fra 20-30 procent til ganske få eller ingen procent?

Det giver BTs mobil- og gadgetekspert Torben Vognsen her en forklaring på.

»Det er faktisk noget, der sker ret tit på både iPhone- og Android-telefoner. Det er ikke fordi, at telefonen lige pludselig løber tør for strøm, det er en fejl, som består i en software-bug, hvor kommunikationen mellem software og batteri går i ged. Der kan selvfølgelig også være noget galt med hardware, men det er oftest i kommunikationen mellem software og batteri, problemet skal findes. Og det sker specielt, når telefonen og batteriet bliver ældre, da batteriet også bliver dårligere over tid,« siger Torben Vognsen.

Han fortæller videre, at problemet er noget, som producenterne af iPhones og Android-telefoner er klar over, men som samtidig kan være svært at gøre noget ved.

Der er dog heldigvis hjælp at hente, hvis du gerne for fremtiden vil sikre dig mod, at dit batteri ud af det blå går i nul. Og det er egentlig ganske simpelt.

»En gang imellem kan man være heldig, at man kan fikse problemet ved at genstarte telefonen. Men vil man være helt sikker på at ordne problemet, så skal man begynde helt forfra med telefonen, hvor man genskaber den. I min erfaring fikser det problemet i ni ud af ti tilfælde. Man skal selvfølgelig sørge for at gendanne telefonen, som den er, og ikke som en ny telefon, for så vil mange af tingene allerede ligge gemt i skyen,« siger Torben Vognsen og uddyber:

»Det tager selvfølgelig en time eller noget i den stil at genskabe telefonen, men så burde problemet også været ordnet.«

Ifølge Torben Vognsen er det med at genskabe telefonen fra tid til anden faktisk en ting, som vi alle sammen burde gøre. Det har nemlig sine klare fordele.

»Det er klogt at begynde forfra med sin telefon en gang imellem. Det gør nemlig telefonen hurtigere, da det fungerer som en slags hovedrengøring, hvor alle de programmer, som man ikke bruger, bliver smidt ud. Så det bør alle gøre. Så får de fikset problemet med batteriet og får en hurtigere telefon,« siger eksperten.