ID2ME’s ID1 er en middelmådig mobil med et middelmådigt design, der ikke har en chance.

Vi ville så gerne kunne lide ID1, for selve ideen om en danskudviklet mobiltelefon er tiltalende. Men allerede da vi åbner kassen med ID1 bliver vi bekymrede. Indpakningen er egentlig udmærket, og ved første øjekast er telefonen da heller ikke direkte grim. Men den skiller sig på ingen måde ud fra en kinesisk bygget mellemklasse telefon af et hvilket som helst brand – og det ER jo egentlig også bare en middelmådig, kinesisk bygget smartphone med et dansk mærkat. Vi ved ikke, om ID2ME selv har stået for selve designet af telefonen, men hvis de har, er vi skuffede over, at den er blevet så anonym og kedelig. Skal man overleve som ny på et ekstremt hårdt marked, skal man altså ikke ligne en halvbillig Sony model eller en Nokia telefon fra 2011. Og det gør ID1, der oven i købet har et ID2ME logo på både for- og bagside – et logo, der som vores chefdesigner sagde da hun så det, ”burde høre hjemme på en læbestift, ikke en mobiltelefon.”
Byggekvaliteten virker i øvrigt absolut heller ikke helt i top – samlingerne er sjuskede, og telefonen knirker og knager når man trykker på den.

Anderledes styresystem
Ideen med ID1 er, at man skal kunne komme hurtigt til sine apps via en egenudviklet brugergrænseflade. Når man har åbnet telefonen kan man ”bladre” igennem kategorier ved at swipe til højre eller venstre. Når man swiper op, bevæger man sig op i kategorien, hvor programikonerne er arrangeret i en ring – derefter vælger man så appen ved at slippe når den er markeret. Det lyder lidt kompliceret når det bliver forklaret på skrift, men i virkeligheden er konceptet ganske simpelt. Efter en uges brug må vi bare desværre konkludere, at det – i hvert fald for os – aldrig kommer til at fungere. Man kan heldigvis komme ud over det var at installere en anden launcher, som man kan hente fra Google Play – men så ryger hele konceptet jo.
Vil du have nyheder og anmeldelser af forbrugerelektronik i din nyhedsstrøm på Facebook? Giv iNPUT et like her!

Halvsløj skærm
Skærmen på ID1 er 5” stor og fuld HD, hvilket for så vidt er fint. Problemet er bare, at den ikke står særligt godt; farverne er fesne og betragtningsvinklen er langt fra, hvad konkurrenterne kan præstere. Bevares, skærmen er ikke decideret dårlig, og sammenligner man ikke direkte, vil de fleste sikkert sagtens kunne leve med skærmen på ID1 – men hvis man holder den op ved siden af eksempelvis skærmen på Sonys Z5 eller ”bare” den efterhånden halvgamle iPhone 6S, ja så er forskellen altså virkelig til at få øje på.

Skidt kamera
Hvis der er en enkelt specifik feature, der betyder noget for den unge målgruppe (Som ID2ME hævder, er målgruppen for ID1) så er det kameraet. Her er ID1 dog heller ikke noget at sende selfies hjem om; den er udstyret med et 13 megapixel kamera, der ikke har autofokus. Det er simpelthen næsten håbløst at tage gode billeder der bare nogenlunde lever op til den standard, vi efterhånden er vant til. I mørke går det fra næsten håbløst til aldeles håbløst – alt bliver uskarpt og decideret ubrugeligt. Man føler sig simpelthen ført tilbage til forrige årti, hvor kameraer i mobiltelefoner var noget, der højst kunne betragtes som legetøj.
Læs resten af anmeldelsen og iNPUTs karakter her.

Artiklen er udgivet i samarbejde med iNPUT