NAOS QG er en mus, der måler gamernes fysiske reaktioner, så de kan forbedre deres performance.

Nogle mennesker tager gaming alvorligt – meget alvorligt. For dem er gaming ikke en leg, og de arbejder benhårdt på at forbedre deres reaktionsevner og hvad der ellers kan være med til at give dem den afgørende fordel, så de vinder spillet. Svenske MionixLabs vil nu lave NAOS QG (Quantified Gaming) - en mus, der måler på spillernes fysiske reaktioner, når de spiller. De informationer, musen indsamler, skal spillerne så kunne bruge til at optimere deres spillestil, så de bliver endnu bedre.

Indbygget pulsmåler

Musen måler forskellige input, som så bliver samlet til statistikker. Den har nogle ekstra sensorer i form af en pulsmåler og en sensor, der måler den elektriske aktivitet i huden (elektrodermal respons). Her kan man se, hvornår man bliver stresset eller ophidset/nervøs i spillet, så man kan arbejde med at bevare roen og overblikket. Musen måler også spillerens reaktionsevne og giver et samlet overblik over muse-bevægelser. Musen koster fra 89 dollars og er lige nu et Kickstarter projekt. Hvis det lykkes for Mionixlabs at nå i mål med finansieringen, kan gamere begynde at måle deres ydelse fra juni 2015.

Se udviklerne forklare konceptet og mulighederne i en kort video.