Opfindelsernes hav, Mare Ingenii, ligger på månen. Ikke Pandoras måne, vel at mærke, for der er det småt med nytænkningen. Elpis, som det kraterbesåede himmellegeme kaldes, rummer ganske vist en vanedannende cocktail af død, ødelæggelse og futuristiske våben, hvilket nok skulle kunne lokke de mest hårdføre vault hunters ud i rummet. Alligevel føles formlen enormt bedaget, og iblandet spillets genbrugsglæde og grafiske ”bedrifter” havde undertegnede ikke været overrasket, hvis denne udgivelse rent faktisk havde fundet sted mellem Borderlands 1 og 2.

Borderlands: The Pre-Sequels raison d’être ligger i fortællingen om Handsome Jacks ydmyge aner og hans karriereforløb frem mod titlen som Hyperions direktør – og overskurken i Borderlands 2. Vi møder derfor en yngre Jack og får endda den tvivlsomme fornøjelse at arbejde for ham, da vi som dusørjæger bliver hyret til en rutinemission på Hyperions månebase, der er i kredsløb om Elpis.

Læs også: Hearthstone har mere end 20 millioner spillere

I rollen som amazonekrigeren Athena, pistoleroen Nisha, cyborgen Wilhelm eller den gakkede Claptrap-robot opdager vi dog hurtigt, at Jack er ude, hvor han ikke kan bunde, og før vi får telegraferet efter forstærkninger, befinder vi os midt i en rumkrig. Efter at være blevet slynget ud af rumstationen, lider spilleren skibbrud mellem venner og fjender på Elpis’ overflade, og så går den vilde skattejagt ellers løs (igen).

Man får hurtigt en følelse af déjà vu, når man stifter bekendtskab med månens spøjse beboere og de forskellige lokaliteter, den rummer – og det skyldes ikke kun de små gæsteoptrædender af BL2’s heltekorps. Det er faktisk som om, 2K Australia blot har fået tilsendt en flok kasserede level-skabeloner fra den succesfulde toer med instruktion om at give hele baduljen en omgang månestøv, hvorefter den stod på bajere og fyraften på Bondi Beach.

De forskellige baner udgør således enten sterile månebaser eller ensomme støvørkener, og de nye fjender er lige som Motorsavsmassakrens Leatherface blot psykopater iført ny hud. Scavs er således en variation over bandits, mens lunatics er psychos, og kraggons repræsenterer en måneafart af skagracen og så fremdeles. Desværre er de nye fjender end ikke halvt så skræmmende som originalerne, og kun de talrige irriterende små-bugs og den ujævne sværhedsgrad giver spilleren sved på panden.

Læs resten af anmeldelsen her