Det er næsten en umulig opgave at lave en 2’er, når etteren var et kæmpe hit. Alligevel har Gearbox kastet sig ud i opgaven, og sammensat endnu en runde skræmmende eventyr, på den hårdt prøvede planet Pandora. Følg med og se om det lykkes Borderlands 2, at følge succesen fra etteren op, for er det tilfældet, kan vi stå med en af efterårets helt store titler.

Hvis ikke du kender Borderlands i forvejen, må vi hellere tage en kort introduktion. Du befinder dig på den jord-lignende planet Pandora. Oprindeligt var planeten kun beboet af forskellige racer af glubske og frygtindgydende rovdyr. De er her stadig i stort antal og de er bestemt ikke bange for mennesker. Efter en kort industiel periode, hvor alle planetens naturlige ressourcer blev opbrugt, er planeten stort set forladt af mennesker. Dem der er tilbage er de kriminelle, psykopaterne og andre udskud, der har lært at overleve på den hårde måde. Midt i dette ragnarok, forsøger du at tjene til dagen og vejen, ved at hjælpe de få tilbageblevne ”almindelige” mennesker med at løse forskellige missioner.

Undervejs kan du tjene penge og indsamle eller købe våben, skjolde, medicin og andre brugbare ting. Der er virkelig mange gode ting at finde og udforske, og mange af de fjender du nedlægger, taber også genstande du enten kan bruge eller sælge. Du er nødt til at lægge dine fine fornemmelser på hylden, for selv i toiletter og rådnende møgdynger, kan der være skjulte skatte.

I forhold til etteren, er landskaberne i Borderlands 2 meget mere varierede og går fra golde isørkener til kompakt bymiljø og åbne græsenge. Områderne du bevæger dig i, er også meget større og varierede, ligesom missionerne er bedre udtænkt og mulighederne for valg af våben er nærmest uendelige (forudsat du har penge nok, naturligvis).Et lille 'desværre' er dog, at det store udvalg af våben gør, at der ikke er særlig stor forskel på dem. For mit eget vedkommende betød det, at jeg, ligesom i etteren, valgte nogle få men pålidelige allround våben, og brugte dem næsten hele tiden.

Mange af funktionerne fra etteren er blevet opdateret og gjort mere logiske, og det virker som om det er lidt nemmere at komme i gang med 2’eren. Der er mere hjælp at hente i form af spredte genstande der kan hjælpe i kampsituationer og der er ikke helt så langt mellem ammunitionskioskerne. Du har også hjælp af din lille ven Clap-Trap fra etteren. Det virker dog lidt som om han er blevet en anelse dummere/mere klodset og mere snakkende end i etteren.

De flotte baner og stemningsfulde omgivelser, indbyder utrolig meget til at udforske på egen hånd og lede efter skatte og burgbare ting. Det kan dog være en god idé at vente med at undersøge alle afkroge, indtil du har afsluttet alle missioner du får tilbud for det område. Du kan nemlig risikere, at din nysgerrighed allerede har taget dig igennem et område, du skal igennem på en senere mission. Bagsiden ved det er, at du så har taget alle brugbare ting i området. De fjender du tidligere nedlagde i det selvsamme område, får du nu fornøjelsen af at skulle kæmpe med igen, men de brugbare ting i området dukker ikke op igen. Kun hvis du dør og skal igennem området igen, er både fjender og brugbare ting tilbage igen.

Borderlands 2 har fået klaret de fleste af punkterne på forslagslisten efter etteren og er klart et bedre spil. Spørgsmålet er blot, om du kan holde interessen og dampen oppe i endnu et stort og langt spil, der i store træk går ud på det samme som etteren, nemlig skyde, indsamle og opgradere. Hvis du har mod på det, må du ikke snyde dig selv for denne oplevelse, der er utrolig smuk og stemningsfuld.