Foråret er kendt for serienedlæggelser. Som tv-selskaberne får kigget nærmere på seertallene tager de beslutningen om enten at forlænge eller skrinlægge en række af årets serier – og det er også tilfældet i år, hvor mere end 17 serier har fået kniven i løbet af kun 48 timer.

Hos CBS er det Vince Gilligans omtalte serie Battle Creek med Josh Duhamel og Dean Winters, der har måttet lade livet, og den får følgeskab af procedural-serien Stalker og komedieserien The McCarthys. Ingen af disse serier nåede forbi deres første år på fladskærmen.

Hos ABC har selskabet valgt at tage Forever, med Ioan Gruffudd, af plakaten. Serien havde premiere sidste efterår, men fik aldrig de nødvendige seertal der skulle til for at blive hængende. Det samme er sket med Cristela, Resurrection og The Taste.

Læs også: Boss - en af landskabets bedste politiske serier

Hos Fox, der har stor succes med bl.a. The Last Man on Earth og Gotham, har ledelsen besluttet sig for at nedlægge Backstrom, en serie der i øjeblikket kan følges på Viaplay. Man besluttede også i samme moment at droppe seriemorderfortællingen The Following med Kevin Bacon og James Purefoy. The Following fik en forrygende start tilbage i 2013, men har sidenhen ikke kunnet trække samme seermasse til fjernsynsskærmene. The Following får følgeskab af The Mindy Project, der nu rygtes at fortsætte på tjenesten Hulu.

Hos NBC er det nu blevet endelig bekræftet, at selskabet ikke ønsker at fortsætte Constantine, og det er til trods for at en af seriens medproducenter, Daniel Cerone, for kun uger siden tweetede om, at han var inviteret tilbage for at diskutere, hvordan Constantine kunne udvikle sig fremadrettet. State of Affairs, Marry Me, der også kan ses på Viaplay, One Big Happy og About A Boy blev også skrinlagt.

Hos The CW, kanalen bag Supernatural, The 100 og iZombie, har selskabet behersket sig. De har kun skrinlagt Hart of Dixie og den netop lancerede overnaturlige serie The Messengers. Sidstnævnte havde premiere d. 17. april og har altså derfor ikke fået mange uger på fladskærmen før The CW havde set mere end rigeligt.

Du kan læse mere om de mange andre tv-serier og film, hvis du henter Stream - det er 100 % gratis til alle tablets og telefoner. Her til iOS og her til Android.