Titan, der dukkede op tilbage i 2007, og som skulle have været Blizzards arvtager til det umådelig populære MMORPG World of Warcraft, er officielt lagt i graven. Det kunne Blizzards øverste chef, Mike Morhaime, forleden bekræfte overfor spilsitet Polygon:

- Vi kunne ikke finde underholdningen i det. Vi kunne ikke finde passionen. Da vi bragte spillet tilbage på tegnebordet, var det for at reevaluere det, for at finde ud af om det i virkeligheden var det spil, vi så gerne ville lave. Svaret var et stort nej.

Og Chris Metzen, senior vicechef hos Blizzard, tilføjede:

- Det kræver disciplin at kunne lægge noget på hylden. Vi var ved at miste perspektivet og overblikket. Men så gav vi os selv muligheden for at træde et skridt tilbage og betragte vores arbejde.

Læs også: Digitale spil er ikke mere miljøvenlige end fysiske eksemplarer

Titan, der aldrig har været officielt annonceret af firmaet, men som ved et tilfælde blev afsløret i et jobopslag, havde angiveligt mere end 100 personer tilknyttet til projektet, da udviklingen af spillet var på sit højeste. Det har fået analytikeren Michael Pachter fra Wedbush Securities til at lave et overslag på, hvad det egentlig har kostet Blizzard at forfølge netop dét spilkoncept:

- Mit gæt er at der har været ansat et sted mellem 100-200 personer til en løn på omkring 100.000 dollar om året, hvilket gør at Blizzard har investeret et sted mellem 50-140 millioner i projektet. Det er lidt skræmmende, at det har taget dem så længe at indse, at spillet ikke var alt det, de havde håbet på. Jeg havde regnet med, at de ville gå tilbage til tegnebordet.

Blizzard er dog ikke et spilstudie i overhængende fare for at lukke på grund af et fejlslagent investeringsprojekt. Firmaet har stadig opbakningen fra adskillige millioner World of Warcraft-fans der dagligt logger ind i online-spillet, ligesom de forleden kunne meddele, at deres vanedannende kortspil, Hearthstone, er downloadet af mere end 20 millioner mennesker.