En comedy-klub i Barcelona bruger ansigtsgenkendelse til at bestemme, hvor meget gæsterne skal betale i entre - og det kan blive en dyr fornøjelse for grinebidere.

Der er nok mange, som har følt sig godt og grundigt snydt, efter de har betalt flere entre for at se et stand-up-show, der på intet tidspunkt kunne trække i smilebåndet. Sådan kommer det dog aldrig til at være på comedy-klubben Teatreneu Club i Barcelona, hvor de tilbyder gæsterne pay-per-laugh.

Det betyder, at det den enkelte gæsts antal af grin og latterudbrud, der afgør, om billetten ender med at koste 5 eller 55 kroner. Systemet virker ved, at der på bagsiden af sædet foran gæsten sidder en iPad med et program til ansigtsgenkendelse.

Tabletten er tændt under hele showet, og for hver gang gæsten viser tegn på morskab, så nedskriver programmet et styks grin på regningen. Prisen per grin er 30 eurocent (ca. 2 kroner), og den samlede regning kan maksimalt løbe op i otte euro, hvilket svarer til ca. 60 kroner.

Teatreneu Clubs pay-per-laugh-system har allerede været en stor succes, og flere lignende kulturudbud i Spanien overvejer nu at indføre systemet. Se meget mere her.