Vil du have bedre batterilevetid og ægte multitasking på din iPhone og iPad, så se her, hvordan du får adgang til iOS 9 allerede i dag.

Apple har netop udsendt en såkaldt ”public beta” af den kommende iOS 9 opdatering til iPhone, og det betyder, at du kan installere den allerede i dag. Hvis du vil. Og tør. Det er første gang at Apple gør beta-udgaver af sit mobile styresystem tilgængelig for almindelige brugere – hidtil er det kun udviklere, der har fået lov til at smug-lege med de nye funktioner.

Den endelige version af iOS 9 forventes først at ankomme sammen med iPhone 6s i september eller oktober.

Det er forholdsvis simpelt at komme i gang. Først og fremmest skal du klikke dig ind på beta.apple.com, hvor du skal registrere dig som beta-tester. Herefter kan du frit hente iOS til iPhone og iPad eller den nye Mac OS X El Capitan til din Mac-computer. Alt efter hvilken iPhone- og iPad-model, du ejer, fylder opdateringen mellem 250 megabyte og 1,4 gigabyte. El Capitan, derimod, er en kleppert på hele 6 gigabyte.

Du skal dog være opmærksom på, at det er en ufærdig beta-udgave, der kan have fejl. Du skal især være påpasselig, hvis det er en ældre iPhone-model, du vil installere betaen på. På baggrund af tidligere erfaringer kan vi dog godt love, at risikoen er minimal – og eventuelle fejl vil typisk blive rettet af Apple forholdsvist hurtigt. Nu er du advaret.

Hvad er det så, du kan se frem til? Her er et par højdepunkter:

•      Apple har snittet en helt ny nyheds-app, der samler personlige nyheder til dig, baseret på dine interesser.

•      En ny og langt mere fleksibel Noter-app, der kan rumme både tegninger, doodles, tekst, billeder, kort, links og meget mere. Du kan nu også tilføje indhold til Noter fra  andre apps – eksempelvis Safari.

•      Ægte multitasking. Android har længe haft ægte multitasking, hvor flere apps kunne afvikles samtidigt, men det kommer først til iOS nu. Nu kan du arbejde i tekstbehandling, samtidig med at der kører Youtube-video på et lille skærmbillede ved siden af.

•      Bedre batterilevetid. Apple påstår at de har trimmet styresystemet, så du får en times bedre batterilevetid på en opladning.

Læs en mere uddybende gennemgang af alle de nye funktioner i iOS 9 hos magasinet iNPUT - De bedste nye funktioner i iOS 9.

Du kan læse mere om ny teknologi i magasinet iNPUT - det er 100 procent gratis til tablets og telefoner. Her til iOS og her til Android.