Apple er i forhandlinger om at leje en tidligere flådebase for at teste en elektrisk bil - og internettets rygtebørs er gået i selvsving om Apples måske kommende selvkørende bil.

Vi har tidligere skrevet om Apples Project Titan, der angiveligt skulle være planerne om at bygge en selvkørende bil. Nye planer viser dog, at der er rigtigt god gang i udviklingen; en af Apples chefingeniører har nemlig kontaktet firmaet GoMentum, der ejer en stor tidligere flådebase i Californien der i øjeblikket bliver ombygget til at kunne bruges som testcenter for selvkørende biler. Apples interesse i stedet tolkes som endnu et tegn på, at Project Titan absolut ikke er blot en skrøne.

Bekræfter indirekte aftale
GoMentum har indirekte bekræftet, at Apple har vist interesse. En medarbejder har nemlig over The Guardian bekræftet, at firmaet har en hemmeligholdelsesaftale om forhandlinger med IT-giganten Apple  – en bekræftelse, Apple formentlig ikke just er tilfreds med.

Project Titan skulle være et ret stort projekt med mange hundrede medarbejdere tilknyttet, og Apple har af flere omgange indirekte bekræftet deres interesse i området – for eksempel besøgte Tim Cook sidste år BMW’s fabrikker, hvor de producerer elbilen BMW i3 - læs i øvrigt vores anmeldelse af BMW i8 her.

På trods af de mange rygter kan der stadig godt gå rigtigt lang tid før vi ser en mulig Apple bil på vejen. Til gengæld kan vi håbe på, at en mulig bil fra Apple vil have samme indvirkning på markedet for biler, som iPhone havde på markedet for telefoner.