Apple Watch er en forrygende gadget, og er du iPhone-ejer på jagt efter et smartwatch, så er Apple Watch slet ikke til at komme uden om. Men uret er langt fra uundværligt.

Apple Watch er langt om længe kommet til Danmark. Denne anmelder har haft Apple Watch Sport-modellen om håndledet i et par måneder, hvor jeg har fået et ganske godt overblik over, hvad det kan –  og hvad det ikke kan. Og jeg kan samtidig afmontere et par af de skrøner, der er opstået om uret; det er for eksempel helt hen i vejret at klage over urets batterilevetid. Men det kommer vi til. Da jeg første gang spændte Apple Watch om armen, var jeg meget lidt imponeret. Men med tiden er Apple Watch vokset på mig – og nu vil jeg faktisk meget nødigt undvære uret.

Tøset design, men gode detaljer
En af årsagerne til min indledende manglende begejstring for Apple Watch var designet. Kald mig konservativ, men jeg synes et ur skal være rundt. Det firkantede, afrundede design er i mine øjne ikke spor maskulint. Til sammenligning oser LGs Watch Urbane af mand. Måske er det prisen for at lave et unisex-ur, der skal får både mænd og kvinder til at svinge kreditkortet. For der er ikke noget i urets funktionalitet, der fordrer, at det skal være firkantet frem for rundt. Det er ren staffage. 

Samlekvalitet og materialer kan der, naturligvis, ikke siges noget skidt om – det er jo et Apple-produkt. Uret er solidt og det er samlet så yndefuldt, at det ligner et smykke i stedet for et stykke elektronik.

En lille detalje, der viser, hvor meget Apple fokuserer på detaljen er, at uret kan vendes. Denne anmelder er venstrehåndet og vil helst bære ure på højre hånd. Med Apple Watch er det ikke noget problem. Ikke alene vender skærmen automatisk; i den medfølgende app kan man definere om kronen skal sidde til højre eller venstre på uret. Og urets følsomhed i forhold til at løfte hånden op og tænde det, tilpasser sig også automatisk. Ingen af de smartwatches, jeg tidligere har testet, kan levere den funktion – her sidder kronen altid forkert, hvis uret bæres på højre hånd.

Fremragende skærm
Den væsentligste komponent i et smartwatch er skærmen. Den er den, der bruges til at kommunikere med enheden. Er den træg eller svær at se, bliver uret hurtigt en dårlig oplevelse. Kort og godt er skærmen på Apple Watch den bedste, jeg har oplevet på et smartwatch. Det er en AMOLED-skærm på halvanden tomme og med en sort så dyb, at man skal kigge rigtig godt efter for at se, hvor skærmen ender og metallet omkring den begynder. Den reagerer lynhurtigt på berøringer og farverne står knivskarpe. Selv i solskin. Det er imponerende.

Skærmen på Apple Watch er per automatik slukket for at spare på batteriet. Men så snart du løfter armen, for at se på uret, tændes skærmen automatisk. Og det virker faktisk temmelig godt. Personligt synes jeg godt om at skærmen slukkes. Da jeg for eksempel testede LG G Watch Urbane, var lyset fra den altid tændte skærm et stort problem i mørke omgivelser. Både hjemme, men i særdeleshed i biografen.

Samtidig har Apple ramt rigtigt med brugerfladen. Uret er supernemt at gå til og lækkerhedsfaktoren er helt i top. Stryg ned fra toppen for at se beskeder og notifikationer. Stryg op fra bunden for at få adgang til de såkaldte ”Glimt”, der er en form for mini-apps, der kan installeres på uret, hvis moder-app’en på iPhone er programmeret til det. Du bestemmer selv, hvilke glimt, der skal vises.

Tryk på kronen, så kommer du til urets startskærm, hvor ikonerne ligger i en stor klump. Ved at dreje på kronen, kan man zoome ind og ud på ikonerne. Tryk på urets eneste knap (lige under kronen, red.), så popper kontakt-menuen frem, hvorfra du kan sende beskeder, mails og starte opkald.

Batterilevetid – intet problem!
Da Apple Watch blev lanceret i USA bemærkede jeg flere anmeldere, der jamrede over alt for kort batterilevetid. Det er ikke noget problem. Overhovedet. Jeg lægger uret til opladning hver nat, og har kun en enkelt gang på to måneder haft batteriet under 30 procent ved dagens afslutning. Tværtimod har jeg typisk 50-60 procent tilbage, når uret lægges til opladning – og jeg sparer ikke på batteriet.

Til gengæld er det blevet markant sværere at få batteriet på min iPhone til at holde en hel dag, efter at jeg er begyndt at bruge Apple Watch, og det skyldes naturligvis at Apple Watch ikke afvikler apps selv, men trækker på mobilens muskler i stedet. Det er der ændret på med WatchOS 2, der gør det muligt at installere apps direkte på uret, men der er i skrivende stund endnu for få apps til at jeg kan vurdere, hvordan det påvirker batteriets levetid.

WatchOS 2 retter forhåbentlig også op på en anden fejl; Apple Watch er helt umanerlig langsomt. Hvis man bare skøjter rundt i øverste informationslag, går det tjept. Men vil man dykke ned i en app – det være sig Twitter, Instagram eller Maps – så tager det så lang tid at komme i gang, at uret ofte når at aktivere strømsparefunktionen adskillige gange inden app’en er klar til brug. Det er det samme med Philips Hue-app’en; det er simpelthen nemmere og hurtigere at rejse sig og trykke på kontakten fysisk, end at vente på app’en. Det er naturligvis ikke optimalt. Desværre skal apps’ene været kodet til at ligge på Apple Watch, og i skrivende stund har vi kun kunnet tjekke et par enkelte – de er til gengæld blevet markant hurtigere.

Læs resten af anmeldelsen hos iNPUT.

Vil du have løbende nyheder fra tech-fronten, så giv iNPUT et Like på Facebook.

Du kan læse mere om ny teknologi i magasinet iNPUT - det er 100 procent gratis til tablets og telefoner.
Her til iOS og her til Android.