I skrivende stund kører Apple flere end 20 retssager i 10 lande, de fleste af dem mod den sydkoreanske teknologi-gigant Samsung. Retssagerne handler om patenter, og retten til at gøre det umuligt for andre at lave noget, der så meget som ligner en iPad eller en iPhone.
Men nu begynder EU at vågne op.
I følge websitet All Things D, er EU-kommisæren Joaquin Almunia, der har fri konkurrence på markedet som sit felt, begyndt at bekymre sig.
Han mener, at så længe Apple kører sager mod Samsung (og omvendt), er andre producenter forhindrede i at lave nye produkter – og det ødelægger konkurrencen.
Almunias konkurrence-agentur i EU har nu bedt både Apple og Samsung om at fremlægge information om deres pantentkrig. Ifølge All Things D har Almunia dog endnu ikke fået noget svar. Men de skulle nok tage at gøre, som Almunia beder om.
Hvis det viser sig, at Apple og Samsung forhindrer andre i at konkurrere på lige vilkår, kan de få op til 10% af deres europæiske omsætning i bøde.






















