Nokia skulle angiveligt være interesseret i at skille sig af med hele forretningsdelen, der vedrører Nokia Here. Nokia Here er selskabets navigationsafdeling, der gennem årene har opbygget et enormt navigationsnetværk og er blandt de bedste navigationsprogrammer til mobiltelefoner.

Det skyldes blandt andet, at man kan downloade kort til rigtig offline navigation – og så er tjenesten gratis at bruge. Nokia Here findes i dag til både iPhone, Android og Windows Phone.

Flere store aktører skulle være interesseret i at købe Nokia Here fra Nokia, blandt andet Amazon og Facebook og nu skulle Apple også have vist interesse. Det skriver det ansete business-site, Bloomberg.

LÆS OGSÅ: Alle rygter om iPhone 6s / iPhone 7

At Apple viser interesse for Nokia Here virker logisk. Apple kom rigtig skidt fra land med deres egen Apple Maps og har siden haft problemer med at matche Google Maps – et opkøb af Nokia Here kan meget vel give Apple et stort boost på navigationsområdet.

Her finder du en oversigt over nogle af de slemme fejl ved Apple Maps, da det kom frem tilbage i 2012.

Nokia kræver mere end 3 milliarder euro, altså godt 22 milliarder kroner. Første bud på Nokia Here forventes at komme sidst i næste uge.