I takt med at der konkurreres mere og mere på diverse game-channels om at have flest besøgende, har lyden en kæmpestor indflydelse på oplevelsen for publikum. Vi var ikke i tvivl om, at en rigtig mikrofon nok ville levere et bedre resultat end en mikrofon på et headset, men at forskellen ville være så enorm, som tilfældet var, kom alligevel bag på os.
Det første der sker, når du får pakket Seiren ud, er at du bliver dybt imponeret over mikrofonens udseende. En stor, flot radiomikrofon. Med Razers grønne logo og tilhørende knapper der lyser i samme farve, er Seiren det flotteste omkring din computer. Installationen går lynhurtigt og smertefrit - uden at skulle konferere med nogen manual.
I vores redaktion er vi glade for at have LOL-spilleren Maxilol om bord, der er en af landets bedste gamere i dette spil. Han streamer ofte og altid med mange publikummer. Vi fangede ham derfor en halvsen aften, hvor omkring 5000 danskere overværede hans spil og hørte hans linde strøm af tale og kommentarer. Efter at have spillet næsten 3 timer med headset'ets mikrofon skiftede vi den ud med Seiren og der gik kun omkring 1 minut, før den første reaktion tikkede ind. "Hey, hvad skete der med lyden", "Det lyder som om, et filter blev fjernet" osv. Forskellen var mærkbar - og umiddelbar.
Siden har Seiren stået fast foran Maxilol, når der bliver streamet og han fortæller selv, om sin oplevelse. "Jeg blev meget overrasket over de mange reaktioner jeg har fået ved at skifte til en rigtig mikrofon. Jeg tror at rigtig mange undervurderer vigtigheden af, at kunne formidle en ordentlig lyd også og ikke bare noget spændende på skærmen. Jeg troede på forhånd at jeg ville finde Seiren forstyrrende, da det jo er en stor ting at have stående, men jeg opdagede også, at jeg ikke hele tiden behøver at sidde og snakke ind i mikrofonen med 5 cm. afstand, men at den lige så godt formidler min stemme, når jeg sidder tilbagelænet og slapper af. Det overraskede mig meget, at den var i stand til at sortere stort set alt unødigt støj fra, så man ligefrem kan sidde på et gameparty og streame med en rigtig 'radiokommentator-lyd'. Aldrig mere mikrofonen fra headset'et herfra, slutter Maxilol.
Det er nøjagtigt det Maxilol fortæller, vi selv oplever som publikum til live-streams. Seiren leverer en rigtig god noice-cancelling, den leverer en meget ren og klar lyd, hvor der er meget fokus på diskanten i stemmen og det tilsammen, betyder at du får den samme lyd, som når du hører fodboldkommentatorer i radioen fra en fodboldkamp i Parken.
Prisen på Seiren ligger på omkring 1500 kr., så det er selvfølgelig et produkt man skal overveje på prisen. Det kan virke som mange penge, når man i forvejen har en brugbar mikrofon i sit headset og der er sikkert også mange, der slet ikke har behovet, for at blive hørt på en bedre måde. Vi er dog ikke i tvivl om, at hvis du skal bruge din speak på en bare lidt professionel måde og hvis du dermed gerne vil gøre noget aktivt for dine publikummer, så er det første du kan gøre, for at opleve en lynhurtig forbedring af dit produkt, at købe Seiren. Vi var meget imponerede over den forskel, denne mikrofón gjorde.
Razer Seiren
Platform: PC
Genre: Mikrofon
Stjerner: 6/6