Selv om ambulancer er hurtige, så er droner hurtigere. Ambulance-droner kan fungere som hjertestarter og kan være fremme op til 10 gange hurtigere end ambulancen.

Hjertestop kan ske hvor som helst, og hvis man falder om midt i en befærdet by, kan trafikken forsinke ambulancen med livsvigtige minutter. I Holland, på det tekniske universitet i Delft, har en studerende, Alec Momont, opfundet en ambulance-drone, der kan komme frem og yde hjælp på få minutter.

112-medarbejderen styrer hjertestarteren


Dronen bliver aktiveret, når man ringer 112 og for eksempel melder et hjertetilfælde. Den får tilsendt GPS koordinater og drøner af sted med en fart på 100 km/t. Med den fart, og ved at flyve i lige linje frem til ulykkesstedet, kan dronen være fremme ned til ét minut efter at man har ringet op. Det er 10 x hurtigere end gennemsnitstiden i Delft, hvor ambulancen er fremme efter 10 minutter. Når dronen når frem, kan den person, man snakker med på 112, flytte samtalen over til dronens højttalere, så man ikke behøver at have telefonen i hånden. Via et videofeed fra dronen kan medarbejderen se situationen. Dronen har en indbygget hjertestarter, og 112-medarbejderen kan så guide folk til at anbringe elektroderne, og så kan 112-medarbejderen selv udløse hjertestarteren via dronen.

Langt bedre overlevelseschancer


Dronen findes kun som prototype, men der er ingen tvivl om, at den vil kunne gøre en forskel. Chancerne for at overleve et hertestop falder ca. 10 % for hvert minut, der går, inden hjælpen når frem. Ifølge Alec Momont, kan ambulance-dronen øge overlevelseschancerne fra 8% til 80 %, fordi den kan komme frem på så kort til. Se den livreddende drone i aktion her.