Sevastopols alarm er øredøvende høj, og det gule advarselsblink giver mig kun glimtvis et billede af rumstationens blankpolerede gulve og vatterede vægge. Det er syvende gang, jeg forsøger at snige mig ubemærket gennem de nærmest endeløse gange. Et eller andet sted i luftkanalerne sidder det syreholdige monster på lur. Det mindste fejltrin; bare den mindste knirkelyd fra mine gummisko eller aktiveringen af en terminal kan anspore dens jagtinstinkt.

Jeg går metodisk til værks, tjekker min bevægelsessensor og slæber mig forbi metalskabe, computere, gennem automatiske døre, under borde og ud på endnu en gang, der til forveksling ligner den, jeg lige kom fra. Et metallisk bump efterfulgt af en let rumlen fortæller mig, at monsteret bevæger sig hurtigt denne vej gennem systemet af luftkanaler. Hundrede meter bliver til halvtreds, før jeg beslutter mig for at sætte i løb og se, om jeg kan nå døren. Jeg når måske ti meter, før den enorme, glinsende dræbermaskine indhenter mig og slår mig ihjel. Game over, man, game over.

Læs også: Driveclub havner i et langvarigt pitstop

Fra Ridley Scotts omklamrende, klaustrofobiske 1979-gyser, hvor en fremmed livsform går amok ombord på et mineskib over James Camerons testosteronbombe af en actionfilm fra 1986 til David Finchers dunkle, underspillede chokprojekt og Jean-Pierre Jeunets smukke, men samtidig yderst hule science fiction-oplevelse er Alien-universet intet mindre end fabelagtigt.

Indrømmet: Scotts original rummer det største kunstneriske overskud og den flotteste cinematografi, men Camerons muskelsvulmende marinesoldater gav en af verdens bedste science fiction-serier et velplaceret lods i skridtet og tog konceptet til næste niveau. Finchers bud er måske mere tvivlsomt, men absolut ikke uden charme, og Jeunet gav os ... ja, han gav os i hvert fald Aliens i langsom gengivelse – endda under vandet.

Alien: Isolation tager heldigvis udgangspunkt i science fiction klassikeren fra 1979 komplet med retrofuturistiske computere, syntetiske mennesker, dunkle korridorer og spruttende varmerør. I en fortælling, der lægger sig lunt mellem Alien: Den 8. passager og Aliens, tager du styringen over Ellen Ripleys datter, Amanda: En helt almindelig tekniker, der arbejder i Mælkevejens yderste rande i håbet om at finde livstegn fra sin forsvundne mor – og da skibet Nostromos sorte boks samles op og fragtes til rumstationen Sevastopol, får hun endelig muligheden for at komme til bunds i sagen.

Læs resten af anmeldelsen her.